Stil de rigtige spørgsmål

Få eksempler på rutinespørgsmål, generelle spørgsmål og direkte spørgsmål til samtalen om vold i familien.

Afhængigt af situationen vil nogle typer af spørgsmål være mere velegnede end andre, når du taler med mennesker, der er udsat for vold.

Eksempler på rutinespørgsmål:

  • "Jeg ved ikke, om det er et problem for dig, men mange af de mennesker, jeg taler med, har oplevet forskellige problemer med vold i deres nære relationer. Derfor spørger jeg nu helt rutinemæssigt alle, jeg taler med: Har du været udsat for vold eller oplevet problemer med vold i din familie/parforhold?"
  • "Mange af de kvinder/mænd, jeg møder gennem mit arbejde, lever sammen med mennesker, der skader eller krænker dem enten fysisk eller psykisk – derfor spørger jeg nu alle mine klienter, om de bliver udsat for overgreb."

Eksempler på generelle spørgsmål, der kan åbne op for en samtale om volden:

  • "Hvordan har du det i dit parforhold?"
  • "Du virker bekymret - vil du fortælle hvorfor?"
  • Fortæl, hvad du ser, og hvorfor det bekymrer dig. For eksempel: ”Jeg har lagt mærke til, at du af og til ser ud, som om du har slået dig. Det bekymrer mig. Vil du tale med mig om det?"/"Du ser ud til at være ked af det. Det bekymrer mig. Vil du tale med mig om det?”
  • ”Vil du høre, hvad jeg tænker?”
  • Svarer kvinden/manden ja, kan du lufte din bekymring og mistanke.
  • "Du fortæller, at din kæreste/partner nogle gange drikker – hvordan opfører han sig, når han har drukket?"
  • "Er du tryg ved din partner, når han/hun er påvirket? Bliver du nogle gange bange for din partner?"

Eksempler på direkte spørgsmål:

  • "Har din partner nogensinde udsat dig eller andre i din familie for vold?"
  • "Er din partner meget jaloux, og hvordan opfører han/hun sig så?"
  • "Har din partner nogensinde hindret dig i eller direkte forbudt dig at deltage i noget på grund af jalousi (fester/arbejde/møde venner)?"
  • "Har din partner nogensinde slået dig eller fysisk skadet dig?"
  • "Har din partner truet med at slå dig eller jeres børn?"
  • "Er du bange for din partner?"
  • "Er det sikkert for dig at gå hjem nu?"
  • "Har din partner nogensinde tvunget dig til sex?"
  • "Har din partner nogensinde tvunget dig til at udføre seksuelle handlinger, som du ikke selv havde lyst til?"
Sidst opdateret 05/05 2015