Generelle råd til samtalen om vold

Få gode råd til at tale med en person, der bliver udsat for vold i familien.

Det er vigtigt, at du som fagperson er rolig og lyttende og undgår at dramatisere. Vær en nærværende og opmærksom lytter til den voldsramtes fortælling.

Brug et ressourceperspektiv

  • Fokusér på personens ressourcer og beskriv dem. For eksempel: "Godt, at du har fået børnene af sted hver dag i skole/at du kom til mødet/at du har passet dit arbejde." 
  • Volden kan medføre, at den voldsudsatte ikke ser sig selv som en person med ressourcer.
  • Hjælp personen med at fokusere på sin egen erfaring.
  • Hjælp den voldsudsatte til at forstå, at hun/han har reageret normalt på en unormal situation.

Tal om volden

  • Hvis den voldsudsatte ikke har erkendt, at hun/han bliver udsat for vold, kan det være nødvendigt at bruge andre ord om volden for at komme i dialog. Tal for eksempel om, at hun/han er blevet slået eller truet.
  • Stil ikke spørgsmål om, hvorfor volden opstod. Vold er ofte kompleks, og spørgsmålet er derfor svært at svare på. Mange aspekter af volden kan desuden være uerkendte og for følsomme til at kunne bringe jeres samtale videre.
  • Fortæl den voldsramte, at der er mange andre, som også har/har haft erfaringer med vold i deres nære relationer, så problematikken gøres almen. 
  • Undgå at kritisere den voldsramte for ikke at have forladt en partner, der udøver vold - spørg for eksempel ikke "hvorfor går du ikke bare?" 

Læs også "Hvorfor går de ikke bare?"

  • Spørg ind til, hvordan det er at være i parforholdet med den voldsudøvende. Hjælp den voldsudsatte med at se sin situation i en helhed. Nogle voldsudsatte opfatter volden som det normale. 
  • Hjælp den voldsudsatte til bedre at forstå sin situation ved at stille 'hvem - hvad - hvordan-spørgsmål'. Via fortælling kan personen komme frem til en afklaring af sin egen situation.
  • Fortæl, at alle mennesker skal kunne føle sig trygge i deres nære relationer, og at psykisk såvel som fysisk vold mod andre er ulovligt.

Dialog om hjælpen

  • Tilbyd aldrig fuld fortrolighed, da der kan komme ting frem i samtalen, som du er nødt til at gå videre med.
  • Vær særligt opmærksom på juridiske forhold i forbindelse med personer uden statsborgerskab og forhold, hvor forældremyndighed ikke er afklaret.
  • Mød den voldsramte med konkret hjælp, anerkendelse og opmærksomhed.
  • Vær opmærksom på, at hjælp til den voldsramte er en anerkendelse af voldsproblemet. At undlade at hjælpe kan opfattes som en legitimering af volden.
  • Fortæl den voldsramte præcis, hvad hun/han kan regne med af hjælp.
  • Vær opmærksom på, at den voldsramte kan have svært ved at bede om hjælp, da personen ofte vil tænke: "Jeg er selv skyld i volden".

Du hjælper også barnet

Når du hjælper den voldsramte forælder i et forhold, hjælper du også de involverede børn.

Og husk: Det er lige så skadeligt for børn at være vidne til vold, som hvis barnet selv er udsat for vold.

Vær opmærksom på, at tilliden i relationen er vigtig, når du taler med en forælder.

En voldsudsat vil ofte spekulere på, om hun/han er en dårlig forælder og frygte, at børnene bliver fjernet fra hjemmet.

Sidst opdateret 05/05 2015