Misbrug

En del udsatte grønlændere i Danmark har et misbrug af alkohol og/eller hash. For bedre at kunne fastholde borgerne i behandling har nogle kommuner udviklet særlige indsatser til målgruppen.

Blandt gruppen af udsatte grønlændere er der en del, der har et misbrug af hash og/eller alkohol.

De, der opsøger behandling, fortæller ofte om et svært gennemskueligt system, hvilket kan være med til at udfordre en fastholde i et behandlingsforløb (Rådet for Socialt Udsatte, 2014). 

For at tiltrække og fastholde grønlændere med misbrug i et behandlingsforløb har nogle kommuner udviklet helhedsorienterede tilbud målrettet borgere med grønlandsk baggrund. 

Forløb målrettet kvinder

I København har man udviklet et helhedstilbud med fokus på grønlandske kvinder med misbrug. Indsatsen er centreret omkring et forløb, der fokuserer på netværksskabelse og
empowerment af kvinderne med udgangspunkt i deres egne ønsker til livsstilsændringer.

Konkret arbejdes der med blandt andet sundhedsscreeninger, fremskudt misbrugsbehandling og samtaler. Forløbet fokuserer også på fx madlavning, udflugter, danskundervisning, wellness og rejser.

Foruden Hjemløseenheden og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har Kofoeds Skole, Frederiksberg Centeret, Sundhedsteam, LivaRehab og Det Grønlandske Hus været
involveret i indsatsen.

Flere kvinder fra gruppen er kommet i behandling, er flyttet i bolig, startet i praktik eller har haft en personlig udvikling.

Oqumut - håndholdt støtte til behandling

I Esbjerg Kommune har man etableret et aktiveringstilbud, Oqumut, under jobcenteret. Tilbuddet henvender sig til grønlændere 
uden for arbejdsmarkedet. Oqqumut er et kombineret aktiverings- og værested, hvor der er fokus på en helhedsorienteret indsats.
Derfor er det en prioriteret strategi at støtte borgere med misbrug ved at tage med til eksempelvis visitationssamtalen på alkoholambulatoriet.

Ligeledes tilbyder Oqqumut at køre borgerne til antabusudlevering to gange ugentligt. Ønsker borgeren det, kan Oqqumut også
stå for opfølgning, hvis borgeren udebliver fra behandlingen. 
Borgerne har også mulighed for at kombinere aktivering i Oqqumut og behandling i motivationshuset under Center for Misbrug. 

Center for Misbrug, Motivationshuset og alkoholambulatoriet har samarbejdet med Oqqumut om indsatsen, der har medført større fremmøde og ført til, at flere gennemfører behandlingen. Det skyldes at borgerne er mere trygge og føler sig mere forpligtede, når
der er en medarbejder fra Oqqumut til stede.

Misbrugsbehandling på grønlandsk

I Aalborg har man udviklet et behandlingstilbud til alle grønlandsktalende borgere med misbrugsproblemer - hvad enten der er tale om alkohol, hash eller ludomani.

Tilbuddet tager udgangspunkt i de sproglige og kulturelle udfordringer, nogle udsatte grønlændere oplever, og der tilbydes behandling på modersmål både gennem grønlandsksproget materiale og grønlandsktalende behandlere. Kommunikationen ses som et afgørende element til succesfuld behandling, og det forventes, at man kan fastholde flere borgere i behandling, fordi behandlingen foregår på deres modersmål.

Projektet er et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Kofoeds Skole, Svenstrupgård (forsorgshjem) og det grønlandske behandlingstilbud Katsorsaavik.

Sidst opdateret 28/10 2016