Beskæftigelse

Mange grønlændere i Danmark er uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Udfordringerne søges håndteret gennem fx mentorordninger og virksomhedssamarbejder.

35 % af de 25-60 årige med grønlandsk baggrund er i beskæftigelse mens en stor andel er uden tilknytning til arbejdsmarkedet. (SFI: Grønlændere i Danmark - en registerbaseret kortlægning, 2015).

Der er derfor lavet indsatser, der forsøger at håndtere udfordringerne gennem blandt andet mentorordninger,
helhedsindsatser og virksomhedssamarbejder. 

Jobmentor

I Odense Kommune bliver alle grønlændere tilbudt at deltage i et inklusionsprogram, der har fokus på både sprogundervisning og deltagelse i lokalsamfundet, herunder støtte til aktivering.

Støtte til aktivering kan fx være at få tilknyttet en jobmentor, som følger løbende op på praktik eller aktiveringsforløb. Jobmentoren er i dialog med borgeren om praktik eller aktivering, og mentoren har mulighed for at trække på en grønlandsktalende medarbejder 
efter behov.

Det betyder, at den enkelte borger bliver støttet i at blive en del af det danske arbejdsmarked. Samarbejdet er etableret mellem jobcenteret og Integrationsnet (under Dansk Flygtningehjælp).

Oqqumut - et helhedsorienteret aktiveringstilbud

Esbjerg Kommune har etableret et helhedsorienteret aktiveringstilbud under jobcenteret. Det hedder Oqqumut og henvender sig til grønlændere uden for arbejdsmarkedet.

Oqqumut er et kombineret aktiverings- og værested, hvor der er fokus på at styrke den enkeltes kompetencer med henblik på at nærme sig uddannelse eller arbejdsmarked. Fokus er på aktivering samt udfordringer der ligger udover ledighed.

Kurser og ansatte

Der er kurser for nytilflyttede, forebyggende indsatser (i forhold til misbrug, social isolation, psykiske og fysiske helbredsproblemer) og mulighed for sprogundervisning. 

Oqqumut har to beskæftigelsesrådgivere, der er tilknyttet en jobkonsulent og ansat en grønlandsktalende medarbejder.

Udbyttet af indsatsen

Den helhedsorienterede indsats har gjort det muligt at fastholde gruppen af grønlændere uden for arbejdsmarkedet i aktiveringstilbud samt opkvalificere den enkelte til at begå sig i
det danske samfund.

Grønænderne får støtte til:

  • at komme i og fastholde misbrugsbehandling
  • klargøring til praktik
  • fastholdelse af iværksat plan (uddannelse og arbejde)
  • undervisning i samfundsrelaterede emner
  • danskundervisning 
  • generel hjælp og støtte til at håndtere, hvad dagen bringer. 

Samarbejdet er etableret mellem Kofoeds Skole, Det Grønlandske Hus, Lær Dansk, Borger- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Sidst opdateret 02/11 2016