Retningslinje for social stofmisbrugsbehandling og social støtte

Formål

Formålet med retningslinjen er, at stofmisbrugsbehandlingen er koordineret eller integreret med anden nødvendig social støtte. Derigennem kan den samlede indsats reducere de sociale problemer, der kan have indflydelse på, om borgeren opnår målet med stofmisbrugsbehandlingen.

Målgruppe

Borgere, der er indskrevet i stofmisbrugsbehandling, og som udover stofmisbruget har sociale problemer i et omfang, der kan være en barriere for at opnå målet med stofmisbrugsbehandlingen.

Social støtte

Social støtte er indsatser, der er rettet mod at reducere de sociale problemer, der kan være medvirkende til, at borgeren indleder og/eller fastholdes i et stofmisbrug. Det kan fx være problemer som hjemløshed, familie- og samlivsproblemer, økonomiske og beskæftigelsesrelaterede problemer. Formålet med social støtte er at forbedre borgerens samlede livssituation blandt andet ved at hjælpe til øget mestring af eget liv, oplevelse af større trivsel og grad af deltagelse i sociale fællesskaber.

Koordineret indsats

Med koordineret indsats menes, at forløb, fx i misbrugsbehandlingscenteret og jobcenteret, er koordineret, således at de forskellige forløb understøtter hinanden. Det gælder såvel, hvis indsatserne foregår samtidigt eller efterfølger hinanden.

Integreret indsats

Med integreret indsats menes, at indsatser ikke er en koordineret kombination af forløb, men at de forskellige forløb i stedet er tilrettelagt som én samlet indsats. I en integreret indsats bruges viden og observationer fra det ene fagområde eller forløb (fx i psykiatrien) til at informere og kvalificere et andet forløb eller fagområde (fx misbrugsbehandlingen). Eksempler på en integreret behandling af stofmisbrug og psykiske lidelser kunne være, at en psykiater fra den regionale psykiatri tilknyttes misbrugscentret på faste ugentlige dage, eller ved at en psykolog kompetenceudvikler og superviserer misbrugsbehandlerne i forhold til dobbeltfokuseret behandling.

3.2 Reference

Anvisninger for social stofmisbrugsbehandling og social støtte 
 

3.2.1: Effektiv stofmisbrugsbehandling skal være rettet mod multiple behov, ikke kun mod stofmisbruget. 
 

3.2.1 Referencer & Lovgivning 

3.2.2: Der skal tidligst muligt sættes fokus på at reducere potentielle sociale barrierer for borgerens udbytte af stofmisbrugsbehandlingen. 
 

Sociale barrierer for borgerens udbytte af stofmisbrugsbehandlingen kan fx være: 

  • basale livsforhold (bolig, søvn, ernæring, økonomi, hygiejne mv.). 
  • borgerens sociale relationer (ensomhed, mangel på sociale relationer uden for misbrugsmiljøer, eventuelt børn under 18 år mv.). 
  • borgerens mulighed for at bidrage til og opleve sig som del af et fællesskab (herunder beskæftigelsesrelaterede fællesskaber hvis det er relevant og muligt). 

3.2.2 Referencer & Lovgivning 

3.2.3: Social støtte, som reducerer sociale barrierer for stofmisbrugsbehandling, bør indebære samarbejde med borgeren om planlægning af forløb, aftaler med borgeren om iværksættelse af indsatser, arbejde med nedbrydelse af barrierer mellem borger og øvrige hjælpeforanstaltninger, opfølgning på gennemførelse af indgåede aftaler.
 

Social støtte, som reducerer sociale barrierer for stofmisbrugsbehandling bør omfatte alle de nævnte forhold: 

  • At samarbejde med borgeren om planlægning af forløb, næste skridt, tidsplan eksempelvis i forhold til bolig, beskæftigelse og sociale relationer. Herunder løbende og systematisk opfølgning på de indsatser og ydelser der sættes i værk. 
  • At træffe aftaler med borgeren – eller på vegne af borgeren – om de indsatser, der skal sættes i værk fx i forhold til boligsituation, beskæftigelse eller uddannelse. Herunder etablering og fastholdelse af kontakt til relevante samarbejdspartnere. 
  • At arbejde med at nedbryde de barrierer, der findes mellem borgeren og de hjælpeforanstaltninger, han eller hun har brug for. 
  • At der følges op på gennemførelsen af de indgåede aftaler og at de relevante planer revideres i samarbejde med borgeren. Dette gælder særligt hvis vedkommende vælger ikke at gøre brug af den aftalte støtte eller hvis behandlings- og hjælpebehovet ændrer sig undervejs. 

3.2.3 Referencer & Lovgivning 

3.2.4: Der bør tidligst muligt etableres kontakt til samarbejdspartnere, der varetager anden relevant social støtte, såsom herberger, beskæftigelsestilbud mv. 
 

En koordineret eller integreret indsats af stofmisbrugsbehandling og social støtte kan bestå af: 

  • ydelser i kommunalt regi, som er koordinerede mellem de kommunale instanser (f.eks. social- og sundhedsfaglige medarbejdere i misbrugscenteret, socialpsykiatrien, jobcenter, ydelsescenter mv.). 
  • integrerede forløb mellem de involverede instanser.  

3.2.4 Referencer & Lovgivning 

Sidst opdateret 12/04 2016