Begrebsdefinitioner

Definition af stofmisbrug

Stofmisbrug forstås i de nationale retningslinjer som et forbrugsmønster af psykoaktive stoffer, der medfører sociale, psykiske og/eller fysiske problemer eller skader for brugeren. Det er med andre ord konsekvenserne af et forbrug af stoffer, og ikke stoffet eller stofbrugen i sig selv, der afgør, om en borger har et stofmisbrug. 

Et stofmisbrug er et forbrugsmønster af et eller flere rusmidler, som medfører sociale, fysiske og/eller psykiske problemer eller skader for brugeren. Rusmidler er her forstået som ethvert uautoriseret brug af psykoaktive stoffer. 

I definitionen på stofmisbrug er der lagt vægt på, at forbrugsmønsteret består af et uautoriseret forbrug af psykoaktive stoffer. Det betyder, at brugen af lægeordineret substitutionsmedicin indtaget efter forskrifterne ikkebetragtes som et stofmisbrug, så længe det ikke medfører problemer eller skader for borgeren. 

Afhængighed af lægeordineret medicin taget efter forskrifterne, og som har ført til sociale, psykiske og/eller fysiske problemer eller skader for borgeren, er omfattet af Servicelovens bestemmelser om behandling af stofmisbrug. 

Baggrund for definitionen af stofmisbrug

Ovenstående definition af stofmisbrug inkluderer både de individuelle skader og konsekvenser ved stofmisbruget, som WHO beskriver i deres klassifikationssystem ICD-10, samt de sociale problemer og skader stofmisbruget kan medføre, som er i fokus i det amerikanske diagnosesystem DSM-IV og DSM-V (American Psychiatric Association). 

I ICD-10 er et skadeligt forbrug/misbrug et forbrugsmønster, som medfører, at helbredet skades fysisk (fx hepatitis efter injektionsbrug) eller psykisk (fx episoder af depression efter indtagelse af centralstimulerende stoffer). 

I det amerikanske diagnosesystem DSM-IV betragtes misbrug i højere grad som en social diagnose, og et skadeligt forbrug er karakteriseret ved at medføre: 

  • manglende evne til at indfri betydelige forpligtigelser på arbejdet, i skolen eller i hjemmet.
  • fysisk farlige situationer (f.eks. ved kørsel i bil eller betjening af maskiner).
  • juridiske problemer.
  • tilbagevendende sociale eller interpersonelle problemer (f.eks. konflikter med ægtefælle om konsekvenser af beruselse, fysiske slagsmål mv.).

Definitionen af stofmisbrug i de nationale retningslinjer indeholder både de individuelle skader og sociale konsekvenser, hvilket ligger i forlængelse af vejledningen til Serviceloven, der definerer et stofmisbrug som et forbrug, hvor brugeren ”…er fysisk og/eller psykisk afhængig af et eller flere bevidsthedsændrende stoffer (rusmidler) i en sådan grad, at det medfører skader eller problemer for vedkommende selv og/eller nærtstående samt samfundet”

Endvidere baserer definitionen af et stofmisbrug sig på Socialstyrelsens Begrebsdatabase, der karakteriserer misbrug eller skadeligt brug som en ”adfærd, der er kendetegnet ved et brugsmønster af et rusmiddel eller lægemiddel, som medfører fysisk, psykisk eller social skade”. 

I de nationale retningslinjer skelnes der ikke mellem skadeligt brug/misbrug og afhængighed, og de nationale retningslinjer følger på dette punkt DSM-V. 

Definition af social stofmisbrugsbehandling

Social stofmisbrugsbehandling efter Serviceloven retter sig som udgangspunkt mod den nedsatte fysiske og især psykiske funktionsevne samt de sociale problemer, som følger af misbruget.

Social stofmisbrugsbehandling er her defineret som sociale indsatser, der retter sig mod at bringe et uautoriseret forbrug af psykoaktive stoffer til ophør og fastholde dette, reducere det uautoriserede indtag af stofferne, forebygge en forværring af indtaget og/eller reducere skaderne af stofbruget. De sociale indsatser kan have direkte relevans i arbejdet med at nå målet med behandlingen, og de kan rette sig imod at reducere sociale, psykiske og fysiske barrierer for at nå dette mål.

Den sociale stofmisbrugsbehandling skal overordnet set have et skadesreducerende sigte og bibringe borgeren en bedre social og personlig funktion med henblik på en højnelse af livskvaliteten og funktionsniveauet. Indsatserne bør være recovery-orienterede, således at borgeren får mulighed for at opbygge et meningsfuldt og tilfredsstillende liv defineret og styret af borgeren selv. Derudover bør den sociale stofmisbrugsbehandling være baseret på principperne bag rehabilitering, således at borgeren modtager en inddragende, koordineret og vidensbaseret indsats, der tager højde for hele borgerens livssituation.

Social stofmisbrugsbehandling består af sociale indsatser, der har til formål at: 

  • bringe et uautoriseret forbrug af psykoaktive stoffer til ophør og fastholde dette 
  • reducere det uautoriserede indtag af stofferne eller forebygge en forværring af indtaget 
  • reducere skaderne af stofbruget

Med udgangspunkt i den enkelte borgers situation omfatter social stofmisbrugs-behandling ikke-medicinske indsatser, der har direkte relevans i arbejdet med behandling af stofmisbruget. Indsatserne har til formål at reducere sociale, psykiske og fysiske barrierer for at opnå ophør, reduktion eller forebygge en forværring af stofbruget. 

I definitionen af social stofmisbrugsbehandling er der lagt vægt på, at målet med den sociale stofmisbrugsbehandling skal tilpasses den enkelte borgers situation, ressourcer og ønsker og planlægges i samarbejde med den enkelte. Stoffrihed, forstået som ophør med et uautoriseret forbrug af psykoaktive stoffer, er ikke nødvendigvis et relevant mål for alle borgere. For nogle kan en vellykket stofmisbrugsbehandling føre til en reduktion af det uautoriserede forbrug af psykoaktive stoffer, mens målet med behandlingen for andre vil være, at forhindre at forbruget øges. I alletilfælde er der fokus på skadesreduktion, hvor målet er at begrænse de fysiske, psykiske og/eller sociale skader, stofmisbruget medfører. Hvis en person er ophørt med et stofmisbrug, med eller uden lægeordineret substitutionsmedicin, kan den sociale stofmisbrugsbehandling være målrettet en fastholdelse af dette. 

Den sociale stofmisbrugsbehandling har også til formål at reducere de sociale, psykiske og fysiske barrierer, der kan være for at opnå ophør, reduktion eller forebygge en forværring af stofmisbruget. Hvilke faktorer, der skal arbejdes med, vil afhænge af den enkeltes behov, ressourcer og ønsker, og indsatsen må derfor planlægges individuelt og i samarbejde med borgeren. 

Recovery og rehabilitering

Det er centralt, at behandlingen tilrettelægges ud fra et helhedssyn på borgerens tilværelse og situation, så borgerens ressourcer styrkes, og belastningerne ved stofmisbruget reduceres eller fjernes. 

Indsatserne i den sociale stofmisbrugsbehandling bør i forlængelse heraf bygge på principperne i recovery og rehabilitering. En recovery-orienteret stofmisbrugsbehandling indebærer, at borgeren skal opbygge et meningsfuldt og tilfredsstillende liv, defineret og styret af borgeren selv, og hvor den personlige identitet, der ikke er knyttet til stofmisbruget, opdages eller genopdages]. Indsatsen skal derfor tilpasses efter og i samarbejde med den pågældende borger samt med øje for vedkommendes specifikke situation. 

Derudover bør indsatsen være baseret på principperne bag rehabilitering. Ud over de førnævnte recovery-elementer, fokuserer rehabilitering på en indsats, der rummer hele borgerens livssituation og hverdagsliv og består af tværfaglige, koordinerede, sammenhængende og vidensbaserede tiltag. I definitionen af rehabilitering skelnes der ikke mellem, om en borgers livssituation er medfødt eller erhvervet senere i livet, hvilket betyder, at der begrebsmæssigt heller ikke skelnes mellem habilitering og rehabilitering. 

1.4 Referencer

Sidst opdateret 12/04 2016