Egen bolig

I en del kommuner tager det tid at skaffe en bolig gennem den kommunale boliganvisning, hvilket betyder, at boligløsningen ikke i praksis kan etableres så tidligt i et indsatsforløb som Housing First foreskriver.

Housing First indebærer, at der samtidig med visitation til en bestemt bostøttemetode skal være en plan for, hvordan og hvornår boligløsningen etableres, og for hvor borgeren kan opholde sig og støttes i ventetiden.

På samme måde er det vigtigt generelt at tilbyde ydelser ved behov for hjælp, også hvis en boligløsning ikke umiddelbart er indenfor rækkevidde.

Der skal være fokus på, hvordan borgeren kan betale indskuddet i boligen uden at stille urealistiske krav til borgeren, om fx opsparing til indskudslån, mens borgeren har befundet sig i en akut hjemløshedssituation.

I forbindelse med indflytningen i egen bolig modtager borgeren intensiv social støtte fra en bostøttemedarbejder. Det gælder både emotionelle, sociale og psykologiske forhold omkring det at flytte i egen bolig, og det gælder praktiske forhold om boligen og selve flytningen.

Disse sociale og praktiske forhold omkring indflytningen i egen bolig beskrives mere indgående i manualerne for de enkelte bostøttemetoder.

Tilgangen til hjemløsegruppen påvirkes også af en række samfundsmæssige forhold, fx tilgængeligheden af almene boliger til socialt udsatte borgere.


Sidst opdateret 04/05 2015