VISO-konferencen 2016

Konferencen henvender sig til dig, der arbejder med børn, unge og voksne inden for handicap-, specialundervisnings– og udsatteområdet. Oplev en spændende dag med specialiseret viden og erfaringer fra praksis og forskning. Fristen er 25. november.

Socialstyrelsen afholder sin årlige VISO-konference for fagfolk og ledere på socialområdet d. 6. december 2016 kl. 9.00-16.00 på Hotel Nyborg Strand. Konferencen byder på tre hovedoplæg og 14 videnssessioner.

Konferencens første hovedoplæg præsenteres af Hanne Kathrine Krogstrup, professor på Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet. Hun fortæller om nye veje til vidensbaseret socialt arbejde, der skal baseres på den aktuelt bedste viden om effekten af indsatsen, men på et område, hvor forskningsmidlerne er få, og indsatserne ofte er komplekse.

Efterfølgende fortæller sundhedsinnovator og fysioterapeut Peter Thybo om modellen Det Dobbelte KRAM, der tilbyder sig som et tværfagligt grundlag for vigtige indsatser omkring mental sundhed, helbred og trivsel. Med denne model suppleres de traditionelle KRAM-faktorer med et mentalt aspekt.

Senere på dagen kan du blive klogere på forebyggelse og behandling af angst i barndommen, når professor Barbara Hoff Esbjørn fortæller om to nye interventionsformer: En til forebyggelse og behandling af moderat angst og en til behandling af sværere angst.

Dagen byder desuden på 14 videnssessioner med et bredt udvalg af aktuelle temaer, der giver dig viden og redskaber til brug i det daglige sociale arbejde og inden for specialundervisningen.

Du kan blandt andet høre om emner som traumatiserede flygtningebørn i familie og skole, CTI-metoden, inklusion i et neuropsykologisk og –pædagogisk perspektiv, redskaber til vidensbaseret socialrådgivning, borgerinddragelse i forebyggelse af magtanvendelse, om brugerfokuserede metoder i VISO-arbejdet samt udvikling og dokumentation af lovende praksis.

Program for VISO-konferencen 2016

I programmet for VISO-konferencen 2016 finder du yderligere information om dagens oplægsholdere og de 14 videnssessioner.

Se programmet her:

Program for VISO-konferencen 2016 (pdf)

App

Som et nyt tiltag på årets konference, kan du hente VISO-konferencens app til din iPhone, Android-smartphone eller tablet. Foruden det fulde overblik over dagens program, får du adgang til at stille spørgsmål til oplægsholderne, deltage i debat med andre deltagere samt give din mening om konferencen til kende. App’en indeholder desuden praktiske informationer i forbindelse med dagen og om Nyborg Strand.

App’en kan downloades gratis i både App Store til iPhone og Android fra d. 1. december 2016.

Udstillingsområde

Som noget nyt vil der i år være et udstillingsområde med en bred vifte af repræsentanter fra det specialiserede socialområde. Her vil der være mulighed for at finde inspiration og skabe dialog.

Er du interesseret i at have en stand på VISO-konferencen 2016?

Læs mere på siden her:

Praktisk information til udstillere på VISO-konferencen 2016

Tilmelding til VISO-konferencen 2016

Fristen for tilmelding til VISO-konferencen 2016 er 25. november. Mere information findes på siden her:

Tilmeldingsside til VISO-konferencen 2016

Sidst opdateret 21/11 2016