Grupper af borgere

I gruppesager tilbyder VISO specialrådgivning og vidensformidling til medarbejdere i kommuner, tilbud og PPR, som har konkret behov for og ønske om opkvalificering på det specialiserede område inden for et bestemt tema.

Der skal være tale om en konkret, lokal udfordring i forhold til en afgrænset gruppe af borgere, hvor der er et målrettet behov for at få viden, kendskab til metoder o.lign. inden for specialrådgivningen.

Forud for henvendelsen til VISO skal henvender sikre sig, at den ansvarlige driftsherre er indforstået med henvendelsen til VISO. 

Eksempler på VISOs rådgivning om grupper:


Fold alle teksterne ud eller ind

Case på børne- og ungeområdet

Leder af Forebyggelsesafdelingen i en kommune:
"Jeg henvendte mig til VISO angående kommunens ønske om at etablere gruppeforløb for forældre til børn med autismespektrumforstyrrelser. VISO tilbød et rådgivningsforløb, der indeholdt konkret viden om autismespektrumforstyrrelser og pædagogiske metoder samt rådgivning om den praktiske og indholdsmæssige tilrettelæggelse af et sådant forløb. Vi er nu i gang, og der er stor tilfredshed blandt forældrene. VISO-forløbet gav det faglige personale et godt afsæt for igangsættelse af gruppeforløbene.”

Case på området omkring specialundervisning

Psykolog i kommunale PPR:
”Vi henvendte os til VISO, fordi vores kontaktklasser har haft nogle elever med en voldsom vrede rettet både mod dem selv og omgivelserne. Vreden er kommet til udtryk med en kraft, som ligger langt ud over, hvad vi normalt oplever hos vores elever, f.eks. gennem destruktive ønsker i forhold til dem selv og en oppositionel adfærd i forhold til undervisning. VISO tilbød rådgivning om metoder til at forstå børnenes adfærd og input til tilrettelæggelse af undervisning og pædagogik, så vi i højere grad kunne forebygge eller mindske affektudbrud.”

Case på område omkring socialpsykiatri

Afdelingsleder af socialpsykiatrisk botilbud:
"Vi henvendte os til VISO for at få rådgivning vedr. en eskalerende misbrugsadfærd i huset kendetegnet ved bl.a. en hård omgangstone, trusler, kriminalitet, udnyttelse af svage medbeboere, en stresset og konfliktfyldt hverdag for både beboere og personale. Vi oplevede, at gængse social- og sundhedsfaglige overvejelser og metoder i den grad blev udfordret og i mange tilfælde ikke slog til - i forhold til de enkelte beboere såvel som til gruppen som helhed. Vi ønskede mere viden om sindslidelse og misbrug, ligesom vi ønskede ideer og faglige værktøjer til at håndtere de problemer, misbrugsadfærden medførte for beboere og personale – hjælp til en bevægelse fra mistrivsel til trivsel. VISO tilbød et rådgivningsforløb til personalegruppen med input om misbrug og med hjælp til udvikling og opstart af en proces frem mod bedre trivsel i tilbuddet for såvel beboere som personale. I forløbet indgik en længere samtale/interview med beboergruppen mhp. at afdække deres syn på og ønsker til trivslen i huset."

Sidst opdateret 18/12 2015