Rapport om udredningssag

I forbindelse med afslutning af en udredningssag skal du som leverandør lave en rapport, som du skal overdrage til henvender med kopi til VISO. Den skriftlige rapport til henvender bør ikke stå alene, men suppleres med en mundtlig overlevering - eksempelvis på et møde med henvender.

VISO ønsker, at der i afrapporteringsfasen også sker borgerinddragelse i afleveringen af rapportens konklusioner og anbefalinger.

Kriterier for rapporten

Rapporten er den skriftlige del af udredningen, og VISO ønsker, at rapporten lever op til følgende kriterier:

  • Rapporten skal gøre nytte og være et anvendeligt redskab for henvender.
  • Den skal være kort, klar og præcis.
  • Den skal være formuleret i et almindeligt sprog med begrænset brug af fagbegreber.
  • I rapporten skal det tydeligt fremgå, hvad der er objektive oplysninger/fakta og analyser/faglige vurderinger.

Endelig har VISO et ønske om, at rapporten skal kunne bruges i en fælles videns- og erfaringsopsamling mellem VISOs centrale enhed og leverandørnetværket.

Rapportens omfang og indholdselementer

VISO ønsker som udgangspunkt, at rapporten fylder mellem 3-8 A4-sider. Rapporten ønskes bygget op med følgende indholdselementer:

  • Indledning.
  • Problemstilling.
  • Opgavebeskrivelse.
  • Forløbsbeskrivelse.
  • Konklusion.
  • Materialeoversigt.

Fold alle teksterne ud eller ind

Ad. 1 Indledning

Indledningen skal indeholde korte og klare oplysninger om henvendelsen:

  • Hvem er det, der har henvendt sig?
  • Hvem drejer henvendelsen sig om?
  • Personoplysninger - herunder kort og klart om relevante diagnoser, funktionsnedsættelser, sociale problemstillinger, boligforhold, forsørgelsesgrundlag og beskæftigelse.

I indledningen bedes også anført, hvilke baggrundsmaterialer specialisten har haft adgang til - og konkret anvendt i sin udredning.

Ad. 2 Problemstilling

Problemstillingen skal indeholde en kort analyse af, hvad specialisten ser som de overordnede faglige problemstillinger i henvendelsen:

  • Hvad var årsagen til henvendelsen?
  • Hvad er den/de konkrete problemer?

Ad. 3 Opgavebeskrivelse

Opgavebeskrivelsen er en kortfattet beskrivelse af, hvad specialistens opgave har bestået i.

Hvad er de involverede parter enige om, at opgaven består i? (De involverede parter er her henvender, VISOs faglige konsulent og leverandør.)
Er der eksempelvis tale om en udredning, som omfatter hele den sociale situation - eller er der tale om dele heraf.

Såfremt der under et udredningsforløb er sket ændringer - eksempelvis at opgaven er udvidet eller ændret - skrives ændringerne ind i opgavebeskrivelsen, så det klart fremgår, hvad der oprindelig var aftalt, og hvad der efterfølgende er kommet til.

Ad. 4 Forløbsbeskrivelse

Her beskrives objektivt, hvilket forløb der har fundet sted:

  • Hvornår er udredningen indledt, og hvornår er den afsluttet?
  • Hvilke(n) faglige fremgangsmåde, metoder og/eller redskaber er anvendt?
  • Hvem har været involveret?
  • Hvilke møder har været afholdt - og med hvem? (Eksempelvis 6 timers samtale med borger, 6 timer med personale, 2 timer med pårørende og 1 dag med deltagerobservation.)
  • Hvad har der været af fællesmøder?
  • Hvem er der planlagt afsluttende mundtlige overleveringer af rapportens resultater for?
  • Er der planlagt et efterfølgende forløb i form af rådgivning?

Ad. 5 Konklusioner

Afsnittet skal indeholde de konklusioner, udredningen er kommet frem til - og hvad specialisten sammenfattende har fundet frem til.

Såfremt der har været anvendt tests i udredningen, skal det tydeligt fremgå, hvilken test der danner baggrund for hvilke analyser og konklusioner.

Konklusionerne skal belyse, hvad det er for behov borgeren har og hvilke vanskeligheder, der skal afhjælpes. Konklusionerne skal danne en faglig baggrund for den videre planlægning i kommunen - og fagpersonen i kommunen skal kunne lave en handleplan på baggrund af konklusionerne.

Ad. 6 Materialeoversigt

VISO ønsker, at der i rapporten indgår en oversigt over relevante materialer, som ligger til grund for udredningen (eksempelvis undersøgelser og tests) - og kun i meget begrænset omfang vedlægges bilag til selve rapporten.

Det er væsentligt, at rapporten kan læses uden bilagsmateriale. Materialeoversigten giver henvender mulighed for en efterfølgende uddybning og kan evt. blive et redskab for det personale, der skal arbejde videre med konklusioner og anbefalinger fra rapporten.

Sidst opdateret 16/04 2015