Hvem kan dømmes?

Der er fire kriterier, der afgrænser hvem, der kan idømmes en ungdomssanktion.

Alderskriteriet

Ungdomssanktionen kan kun anvendes ved kriminalitet begået af unge, der er fyldt 15 år og som endnu ikke er fyldt 18 år på gerningstidspunktet.

Gerningsmandens sociale profil

Målgruppen er unge med markante tilpasningsproblemer, som er præget af grænseoverskridende reaktionsformer - herunder kriminelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig karakter. Anvendelsen af en ungdomssanktion forudsætter, at foranstaltningen må anses som formålstjenstlig i forhold til at imødekomme den unges særlige behov for behandling.

Kriminalitetskriteriet

Ungdomssanktionen anvendes kun ved grovere, personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet.

Strafkravet

Ungdomssanktionen anvendes i sager, hvor domstolene normalt ville have idømt en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. et år. I sager, hvor det anses som formålstjenstligt, kan sanktionen også anvendes over for unge, som står til lidt længere ubetinget fængselsstraf.

Sidst opdateret 20/07 2016