Ungetypologi 2 – Anders 14 år

Anders er 14 år og bor med sine forældre og lillesøster i et parcelhuskvarter. Anders har flere gange haft et ret stor sum penge med i skole og har en del fravær. Begge forældre arbejder meget og er derfor ofte hjemmefra.

Anders er 14 år. Han bor med begge sine forældre og sin lillesøster på 11 år i et parcelhuskvarter i en forstad. Han går på den lokale folkeskole.

Fagprofessionelles observationer

Anders har fagligt klaret sig tilfredsstillende i skolen, men har i det seneste år haft rigtig meget fravær. Lærerne har også observeret, at Anders virker træt og uopmærksom. Anders har et par gange haft 1.000 kr. med i skole, men adspurgt af lærerne svarede han, at hans mor ikke havde en mindre seddel til køb af hans og lillesøsterens frokost.

Drømme

Anders drømmer om penge, hurtige biler, damer og stranden i Thailand, hvor han et par gange har været på ferie med sin familie.

Netværk

Anders’ forældre har begge et karrierejob i storbyen, arbejder meget og har lang transport. Derfor ser Anders ikke så meget til sine forældre i hverdagen, hvor han og hans søster selv søger for morgenmad, frokost og tit også aftensmad.

Anders har tidligere spillet fodbold i den lokale fodboldklub, hvor han var populær blandt kammeraterne, men ofte kunne Anders ikke helt acceptere, at træneren bestemte. I det seneste år er det blevet sjældnere og sjældnere, at han dukker op til træning, og han har længe ikke været en del af truppen til kampe.
Anders har spillet meget computer over Internettet blandt andet med nogle af sine klassekammerater. En gang eller to om ugen kom han i ungdomsklubben for at spille computer, men blev smidt ud, da han blev taget i at ryge hash. Han overholder ikke længere aftalerne med kammeraterne om at mødes på nettet og spille.

Anders færdes ofte alene, men har i den seneste tid knyttet tættere kontakt med en række medarbejdere i den lokale hashklub. Her sælger Anders nogle af de ting, som han skaffer fra indbrud i villaerne og virksomhederne i lokalområdet. I klubben har Anders blandt andet mødt en af sine fodboldvenners storebror, som han har kendt igennem hele sin barndom.

Sidst opdateret 30/11 2015