Kortlægning af tilbud til mennesker, der stammer

Kortlægningen er lavet som en spørgeskemaundersøgelse blandt fagprofessionelle og giver et overblik over tilbud til børn og voksne, der stammer.

Kortlægningen viser blandt andet, at der rigtigt mange steder ydes god logopædisk behandling. Der arbejdes med både vejledning/rådgivning til forældre og pædagogisk personale og lærere og ofte tilbydes der også direkte logopædisk indsats. På voksenområdet tilbydes den logopædiske indsats i form af individuel behandling eller et gruppetilbud. Der anvendes flere forskellige metoder i behandlingen, og ofte er der hentet inspiration i flere metoder, som kombineres på forskellig vis, alt efter behovet hos den, der stammer.

Rapporten viser, at tilbuddene i nogen eller høj grad dækker behovene hos børn og voksne, der er i behandling. Men ikke altid. Nogle mener, at det, de kan tilbyde, ikke dækker det behov, der er. Det gælder både med hensyn til typen af indsats og valg af metode. På den baggrund viser kortlægningen, at der er behov for at udvikle nye indsatser og metoder til behandling af stammen, især med henblik på mere målrettede tilbud til børn og voksne, der stammer.


Hent publikationen