Evaluering af "Fast tilknyttede læger på plejecentre"

Rapporten evaluerer et pilotprojekt med fast tilknyttede læger. Pilotprojektets formål var at forbedre kvaliteten i pleje- og behandlingsmæssige forløb for beboere på plejecentre via et tættere samarbejde mellem læge og plejepersonale.
Evaluering af "Fast tilknyttede læger på plejecentre"

Pilotprojektet forløb på syv plejecentre fra 2012-2014.

Reduktion i antallet af indlæggelser

Rapporten viser, at de fast tilknyttede læger reducerer antallet af forebyggelige indlæggelser med 28 procent, mens genindlæggelser og korttidsindlæggelser reduceres med hhv. 27 procent og 14 procent. Det kan omregnes til omkring 71 færre forebyggelige indlæggelser, 100 færre genindlæggelser og 89 færre kortidsindlæggelser om året for de syv plejecentre. Hvis resultaterne kan overføres til resterende danske plejecentre, så vil indlæggelserne reduceres med flere tusinder på et år. ”Vi ser en positiv effekt på både forebyggelige indlæggelser, genindlæggelser og korttidsindlæggelser op til halvandet år efter, lægerne blev tilknyttet de syv plejecentre,” forklarer seniorforsker Cecilie Dohlmann Weatherall. ”Det tyder på, at effekten er længerevarende.”

Bedre samarbejde

Plejepersonalet og lægerne giver i evalueringen udtryk for, at de er begejstrede for samarbejdet. Kommunikationen er blevet bedre og nemmere. ”Et tættere samarbejde og gennemgang af mange journaler og medicinforbrug blandt plejecenterbeboerne har bidraget til bedre overblik, som har betydet et mindre forbrug af receptpligtig medicin og reduktion i kontakten til lægevagten,” siger Cecilie Dohlmann Weatherall.

Rapporten indeholder desuden en business case, som perspektiverer resultaterne og giver bud på mulige både økonomiske og ikke-økonomiske fordele ved indsatsen.


Hent publikationen