Anvendelse af demensfilm i praksis - en evaluering af dvd-bokssættet "Liv i minderne"

Demensfilmene indeholder simple og letforståelige handlingsforløb, som fokuserer på enkle, velkendte objekter og emner med beroligende, genkendelige og glade scener. Filmene kan dog være mere end bare rekreation og frirum. Når plejepersonalet har tid og mulighed, er målet, at filmene kan virke samtalestimulerende og bruges aktivt til at indlede en samtale omkring filmenes emner.

Almindelige fjernsynsudsendelser henvendt til den brede befolkning indeholder ofte konflikter og problemstillinger, som mennesker med demens ikke kan afkode, og som derfor kan skabe utryghed, usikkerhed og stress. Derudover er handling, plot og underspillede elementer ikke attraktivt fjernsyn for mennesker med demens, fordi det er svært at forstå og følge med i. Det er derfor ofte vanskeligt at fange den dementes opmærksomhed, fordi de kan have svært ved at følge med i almindelige tv-udsendelser og film. Et nordamerikansk observationsstudie fra 2009 viste, at en stor del af demente plejehjemsbeboere faldt i søvn, når de blev sat foran forskellige tv-udsendelser, og at den udsendelse, der var bedst til at fastholde deres opmærksom-hed, var en række still-billeder uden handling (1).

"Liv i minderne" er opstået efter idé og koncept af Retrospect Film, som i samarbejde med VIA University College og Socialstyrelsen har udarbejdet dvd-bokssættet ”Liv i minderne" med 50 kortfilm målrettet mennesker med demens. Ingen har tidligere produceret et så omfattende filmmateriale til denne gruppe, og Socialstyrelsen har i efteråret 2013 stået for distribuering af bokssættet til alle landets plejecentre.

I tilblivelsen af demensfilmene blev videnskabelige tilgange og undersøgelser bragt sammen med erfaringer fra praksis med det formål at opnå den mest effektive måde at kommunikere med mennesker med demens gennem film. Der er taget udgangs-punkt i reminiscensmetoden, som er en socialfaglig tilgang velegnet til mennesker med demens. Formålet med metoden er at genkalde minder og erindringer ved at præsentere personen for genstande og sanseindtryk, som han eller hun kan relatere til sin fortid (2).

Reminiscensforskningen peger på, at minder fra den dementes barndom og tidlige ungdom langt inde i et demensforløb kan være intakte og aktivt bruges til at genkalde erindringer og skabe samtale (4). Som demensen bliver værre, kan genstande fra fortiden være et slags fotoalbum, der sørger for, at hele livet ikke glider ud i en tåge. Ifølge Kielhofners model for menneskelig aktivitet dannes en persons aktivitetsidenti-tet gennem erfaringer skabt i aktivitetsdeltagelsen livet igennem (5). Denne del af identiteten dækker over en følelse af, hvem man er bl.a. defineret gennem roller, vaner, interesser og forpligtelser. Med udgangspunkt i denne teori antages det endvidere, at en genkaldelse af minder om betydningsfulde aktiviteter, vaner og roller kan være med til at fastholde en følelse af aktivitetsidentitet hos mennesker med demens. Målet med demensfilmene er således, at de kan anvendes som en slags erindringskasse med mulighed for at give meningsfulde input og stimuli til mennesker med demens.

For at få den mest optimale sammensætning af teori og praktisk indhold blev en ekspertgruppe af fagfolk samlet for at udforme en række anbefalinger til indholdet og brugen af film til demente. Gruppen bestod af førende fagfolk inden for demensom-rådet og af folk med særlig fokus på filmproduktion. Ekspertgruppens sammensætning og anbefalinger kan findes i rapporten ”Demens Film – Ekspertgruppens anbefalinger” fra 2012 (3).

Demensfilmene indeholder simple og letforståelige handlingsforløb, som fokuserer på enkle, velkendte objekter og emner med beroligende, genkendelige og glade scener. Filmene kan dog være mere end bare rekreation og frirum. Når plejepersonalet har tid og mulighed, er målet, at filmene kan virke samtalestimulerende og bruges aktivt til at indlede en samtale omkring filmenes emner.


Hent publikationen