Indkredsning af lovende praksis på det specialiserede socialområde

Forskningsrapport, som beskriver en typologi for lovende praksis på det specialiserede socialområde. Der beskrives i alt 11 elementer. Rapporten indeholder også et måleredskab.

Lovende praksis er et begreb for de sociale indsatser, som ikke har en dokumenteret effekt, men som alligevel har en særlig god sandsynlighed for at skabe udvikling og velfærd for borgerne. Rapporten beskriver en typologi for, hvad der kendetegner disse lovende praksisser. 

Typologien dækker hele det specialiserede socialområde og består af 11 elementer, der gennemgås detaljeret i rapporten. Elementerne falder i fire hovedkategorier: vidensgrundlag, koncept, udbredelse og tilpasning.

Alle de 11 elementer er konkretiseret i et måleredskab, der har form af et spørgeskema. Spørgsmålene er rettet mod ledere af sociale tilbud og handler fx om, hvorvidt praksis er forankret i teori og aktuelt bedste viden, understøtter en fælles faglig refleksion, inddrager borgerne og løbende tilpasses. Spørgsmålene er scoret, så det bliver muligt at sammenligne forskellige praksisser eller at følge udviklingen i en enkelt praksis.

Typologi og måleredskab for lovende praksis er blevet til på baggrund af en satspuljebevilling for 2015. En følgegruppe med centrale interessenter på det sociale område og en lang række praktikere, fagprofessionelle og forskere har desuden været involveret i indkredsningen og formuleringen af de 11 elementer og spørgsmålene.

Typologien og måleredskab skal bidrage til:

  • Bedre grundlag for at udpege praksisser som genstand for igangsættelse af følgeforskning, videreudvikling og udbredelse.
  • Anerkendelse af god og lovende praksis på det specialiserede socialområde.
  • Inspiration og retning for den faglige udvikling i praksisfeltet.
  • Muligheder for kortlægning af praksis

Samtidig med forskningsrapporten udgives en pixiversion: 
Kort og klart. Lovende praksis på det specialiserede socialområde.

Både rapport og pixiversion er udarbejdet af SFI for Socialstyrelsen.


Hent publikationen

Bilag til forskningsrapport om lovende praksis