Formidling af kvalitetsbedømmelsen

Resultatet af kvalitetsbedømmelsen kan formidles til tilbuddet eller plejefamilien og anvendes i dialogen med dem.

I forbindelse med godkendelse og driftsorienteret tilsyn foretager socialtilsynet en bedømmelse af tilbuddet eller plejefamiliens opfyldelse af kvalitetsmodellens indikatorer og kriterier. Kvalitetsbedømmelsen føder ind i socialtilsynets vurdering af fornøden kvalitet, jf. lov om socialtilsyn § 6.

Kvalitetsvurderingen offentliggøres sammen med øvrige oplysninger om tilbuddet eller plejefamilien på Tilbudsportalen. Kvalitetsbedømmelsen bliver ikke offentliggjort, men indgår i stedet i socialtilsynets dialog med tilbuddet eller plejefamilien. 

Begrebet 'tilbud' dækker over alle sociale tilbud og plejefamilier i den efterfølgende tekst. 

Hvorfor foretager socialtilsynet en kvalitetsbedømmelse?

Socialtilsynet skal, i forbindelse med godkendelse af sociale tilbud, vurdere, hvorvidt tilbuddet har fornøden kvalitet. Og i det efterfølgende driftsorienterede tilsyn skal socialtilsynet vurdere, om tilbuddet fortsat har fornøden kvalitet. Kvalitetsmodellen udgør i denne sammenhæng en ramme for en fælles forståelse af, hvad kvalitet er, og et redskab, der skal anvendes i vurderingen af fornøden kvalitet.

I kvalitetsmodellen er de 7 kvalitetstemaer konkretiseret i en række kriterier og indikatorer. Hvert tema indeholder en række kriterier, som igen er nedbrudt i indikatorer. Kriterierne kan karakteriseres som mål for indsatsen i de sociale tilbud. Mens indikatorerne er tegn på, at den kvalitet, som er udtrykt i kriterierne, forekommer i praksis.

Læs mere på siden Hvad er kvalitetsmodellen?

Ved at foretage en bedømmelse af tilbuddenes opfyldelse af de enkelte indikatorer i kvalitetsmodellen, kan socialtilsynet bedømme, hvorvidt tilbuddene opnår de mål for indsatsen, der er formuleret i kriterierne.
Kvalitetsbedømmelsen har blandt andet til formål at understøtte systematik og sikre ensartethed, gennemskuelighed og sammenlignelighed i socialtilsynets arbejde.

Kvalitetsbedømmelsen føder ind i vurderingen af, om tilbuddet har fornøden kvalitet. I denne vurdering kan socialtilsynet inddrage andre forhold, som er relevante for kvaliteten inden for de 7 temaer, men som ikke er indeholdt i kvalitetsmodellens indikatorer og kriterier.

Læs mere på siden Brug af kvalitetsmodellen

Hvordan udregnes resultatet af kvalitetsbedømmelsen?

Resultatet af kvalitetsbedømmelsen fremkommer ved, at bedømmelsen af de enkelte indikatorer opsummeres til kriterieniveau og dernæst til temaniveau.

Ved godkendelse af nye tilbud bedømmes indikatorerne som følger:

  • Tilbuddet forventes at kunne opfylde indikatoren
  • Tilbuddet forventes ikke at kunne opfylde indikatoren.

Denne bedømmelse af indikatorerne giver grundlag for at kunne bedømme kriterierne og dernæst foretage en samlet skriftlig bedømmelse inden for hvert tema.

Ved godkendelse af eksisterende tilbud i perioden 2014-2016 og i det driftsorienterede tilsyn bedømmes indikatorerne ved hjælp af fem niveauer:

  • 5) I meget høj grad opfyldt
  • 4) I høj grad opfyldt
  • 3) I middel grad opfyldt
  • 2) I lav grad opfyldt
  • 1) I meget lav grad opfyldt

Denne bedømmelse af indikatorerne giver ligeledes grundlag for at kunne bedømme kriterierne og dernæst foretage en samlet skriftlig bedømmelse inden for hvert tema.

Bortset fra godkendelsen af nye tilbud ledsages bedømmelsen af hver indikator af en pointscore - en talværdi mellem 1 (’tilbuddet opfylder i meget lav grad indikatoren’) og 5 (’tilbuddet opfylder i meget høj grad indikatoren’).

Ud fra denne pointscore for hver indikator beregnes tillige en pointscore for alle kriterier og alle temaer i kvalitetsmodellen.

  • Kriterierne i kvalitetsmodellen får en pointscore svarende til gennemsnittet af pointscoren for hver indikator under kriteriet (afrundet)
  • Temaerne i kvalitetsmodellen får en pointscore svarende til gennemsnittet af pointscoren for hvert kriterium under temaet (afrundet).

Pointscoren for kvalitetsmodellens kriterier og temaer opsummerer altså den kvalitetsbedømmelse, som socialtilsynet har foretaget for alle indikatorer i kvalitetsmodellen. Den er dermed udtryk for opfyldelsesgraden for hvert kriterium og hvert tema.

Resultatet af kvalitetsbedømmelsen ved godkendelse af eksisterende tilbud i perioden 2014-2016 og i det driftsorienterede tilsyn består altså både af en skriftlig bedømmelse og en opsummeret pointscore for hvert tema. Formålet er at give både socialtilsynet og tilbuddet et samlet overblik over kvalitetsbedømmelsen.

Hvad viser spindelvævet?

Den kvantitative del af bedømmelsesresultatet udtrykkes grafisk i et ”spindelvæv”. Spindelvævet giver et overblik over socialtilsynets bedømmelse af kvaliteten i tilbuddet. ’Spindelvævet’ viser et overblik over kvalitetsbedømmelsen på temaniveau.

 Bedømmelsesresultatet udtrykt grafisk i et spindelvæv

Desto længere ude i spindelvævets net, tilbuddet befinder sig, desto bedre er indikatorer og kriterier opfyldt inden for det konkrete tema.

Resultatet af kvalitetsbedømmelsen er i spindelvævet illustreret af det blå felt. Omkredsen af feltet viser opfyldelsesgraden inden for hvert af de 7 kvalitetstemaer. Desto længere udad i spindelvævets lag, feltet befinder sig, desto bedre har tilbuddet opfyldt indikatorer og kriterier inden for det pågældende tema. Spindelvævet kan derfor anvendes til at vise tilbuddets nærmeste udviklingszone.

Hvordan kan kvalitetsbedømmelsen indgå i dialogen med tilbuddet?

Kvalitetsbedømmelsen udgør en del af socialtilsynets vurdering af, om tilbuddets har fornøden kvalitet, og resultatet af kvalitetsbedømmelsen vil (på temaniveau) være at finde i den godkendelses- eller tilsynsrapport, der udarbejdes af socialtilsynet.

Resultatet af kvalitetsbedømmelsen (spindelvævet) bliver ikke offentliggjort sammen med kvalitetsvurderingen. I stedet kan den inddrages i socialtilsynets dialog med tilbuddet om kvaliteten i indsatsen overfor borgerne i tilbuddet. Her giver kvalitetsbedømmelsen mulighed for dialog på et systematisk og ensartet grundlag.

Resultatet af kvalitetsbedømmelsen bliver til på baggrund af en bedømmelse af en række konkrete forhold på tilbuddet – det vil sige af kvalitetsindikatorerne i socialtilsynets kvalitetsmodel. I den skriftlige del af bedømmelsen bør det fremgå, hvad der er lagt vægt på i bedømmelsen inden for et tema. Og fx vil det være nødvendigt at identificere de konkrete forhold, der har ført til en lav bedømmelse.

Der er ikke fastsat grænseværdier for kvaliteten i tilbuddet, og der er ingen faste regler for, hvilke følger eventuelle mangler i opfyldelsen af enkelte indikatorer eller kriterier skal have. Om resultatet af kvalitetsbedømmelsen skal føre til fx skærpet tilsyn eller ophør af en godkendelse, afhænger blandt andet af tilbuddets resultater og borgernes trivsel.

En lav bedømmelse fører derfor ikke nødvendigvis til, at tilbuddet ikke har fornøden kvalitet. Men den kan medføre, at socialtilsynet er opmærksom på det pågældende tilbud og fx beslutter at føre et mere intensivt tilsyn med tilbuddet for at sikre, at der er fornøden kvalitet.

Læs mere på siden Om tilsynsintensitet og risiko

Tilbuddet kan bede om, at socialtilsynet gør rede for konkrete elementer i kvalitetsbedømmelsen, fx bedømmelsen af specifikke kvalitetsindikatorer. Socialtilsynets tilbagemelding skal ske på en måde, der sikrer, at bedømmelsesgrundlaget er klart og gennemskueligt for tilbuddet. Socialtilsynets kvalitetsbedømmelse kan ikke påklages.

Inden for rammerne af det driftsorienterede tilsyn yder socialtilsynet endvidere rådgivning i forhold til, hvordan tilbuddet kan fastholde og udvikle kvaliteten i tilbuddet. Socialtilsynets vejledning og rådgivning har karakter af en udviklingsorienteret dialog.

Sidst opdateret 07/11 2016