Indhentning af oplysninger

Socialtilsynets bedømmelse af kvalitet og samlede faglige vurderinger forudsætter, at relevante og troværdige oplysninger om de sociale tilbud og plejefamilier bliver indhentet. Her kan du læse om, hvorfra og hvordan oplysninger bliver indhentet, og hvordan anvendelsen af forskellige metoder kan supplere hinanden i opbygningen af et oplysningsgrundlag for socialtilsynet.

Indhentning af oplysninger – sociale tilbud

Relevante oplysninger om sociale tilbud indhentes, blandt andet via:

  • Ansøgning om godkendelse
    I forbindelse med ansøgningen modtager socialtilsynet en række oplysninger om det sociale tilbud.

    Ansøgningsskema - sociale tilbud i Oversigt over alle guides og redskaber

  • Oplysninger fra det sociale tilbud
    Nogle oplysninger kan med fordel indhentes via et oplysningsskema. Det sociale tilbud udfylder og indsender skemaet til socialtilsynet forud for et tilsynsbesøg. Oplysningerne kan bruges i forberedelsen af det forestående tilsynsbesøg og i samtaler med ledelse, ansatte og borgere. 

    Oplysningsskema - sociale tilbud i Oversigt over alle guides og redskaber 

    Socialtilsynet skal endvidere indhente oplysninger om tilbuddet gennem den årlige rapport, som alle sociale tilbud skal udarbejde om deres virksomhed. 
     
  • Oplysninger fra kommuner
    Socialtilsynet skal indhente oplysninger fra de kommuner, som har ansvar for de enkelte borgere i det sociale tilbud. Formålet er blandt andet at få kommunernes vurdering af tilbuddets evne til at opnå de mål, der er opstillet for borgerne. Der kan fx udvælges et antal borgere til en stikprøve, enten udvalgt tilfældigt eller ud fra nogle kriterier.
  • Oplysninger fra ansatte, borgere og andre relevante personer
    Socialtilsynet skal indhente oplysninger fra ansatte, borgere og andre relevante personer, som fx pårørende. Der skal tages hensyn til målgruppen i forbindelse med indhentning af oplysninger fra borgere. Et interview eller en observation skal derfor tilrettelægges, så der bliver taget hensyn til borgerens eventuelle særlige behov.
  • Anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg
    Socialtilsynet skal besøge det sociale tilbud mindst 1 gang årligt. Behovet for antallet af besøg beror på en individuel og konkret vurdering. Besøget kan ske anmeldt eller uanmeldt. Ved et uanmeldt tilsynsbesøg er det ikke muligt at indhente oplysninger fra det sociale tilbud forud for tilsynsbesøget. I stedet vil oplysningerne bestå af eksisterende oplysninger om det sociale tilbud samt nye oplysninger, der måtte være kommet socialtilsynet i hænde, fx via anonyme henvendelser.


Indhentning af oplysninger – plejefamilier

Relevante oplysninger om plejefamilien indhentes, blandt andet via:

  • Oplysninger fra kommuner
    Socialtilsynet skal indhente oplysninger fra de kommuner, som har børn anbragt i plejefamilien (de anbragtes handlekommuner). Oplysningerne kan fx omfatte kommunernes vurdering af plejefamiliens evne til at opnå de mål, der er opstillet for børnene. 
     
  • Oplysninger fra plejebarnet og andre relevante personer
    Socialtilsynet skal indhente oplysninger fra plejebørn og andre relevante personer, som fx pårørende. Afhængig af plejebørnenes alder og modenhed skal det konkret vurderes, hvordan de bedst bliver inddraget. 
     
  • Anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg
    Socialtilsynet skal besøge plejefamilien mindst 1 gang om året. Hvor mange besøg, der skal gennemføres, beror på en konkret og individuel vurdering. Besøget kan både ske som et anmeldt eller et uanmeldt besøg.


Anonyme henvendelser

Socialtilsynet har et telefonnummer og en e-mailadresse, hvor man anonymt kan henvende sig til med oplysninger om bekymrende forhold i et tilbud eller en plejefamilie. Formålet med ordningen er blandt andet at sikre socialtilsynet det bredest mulige oplysningsgrundlag for varetagelsen af tilsynsopgaven.
Læs mere om anonyme henvendelser på siden Hvad siger loven?

Hvad siger loven om anonyme henvendelser


Metoder til indhentning af oplysninger

Relevante oplysninger til brug for godkendelse og driftsorienteret tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier kan indhentes ved hjælp af:

  • Dokumenter 
    Der kan ved godkendelse og tilsyn indhentes forskellig former for dokumenter. En del findes allerede, mens en del kan udarbejdes efter behov af det sociale tilbud eller plejefamilien. Hvilke typer af dokumenter kan indhentes og hvorfra? 

    Dokumenter til arbejdet med at godkende og føre tilsyn
     
  • Interview 
    I forbindelse med godkendelse og tilsyn kan kvalitative interview blandt andet anvendes i belysningen af indikatorerne i kvalitetsmodellen. Med den rette spørgeteknik og ved at interviewe flere kilder kan metoden bidrage til et solidt oplysningsgrundlag for den tilsynsførendes faglige vurderinger og afgørelser. Hvem skal interviewes og hvordan tilrettelægges interview? 

    Beskrivelse af interview, forberedelse og form m.m.
     
  • Observation  
    Den tilsynsførendes egne observationer er et vigtigt supplement til skriftlige og mundtlige kilder. De bidrager med viden om, hvorvidt det, der skrives og siges om det sociale tilbud eller plejefamilien, også er at se i praksis. Hvilke typer af observationer er relevante, og hvordan omsættes egne iagttagelser til troværdige data?  

    Observationer som en metode til at indhente oplysninger


Et solidt og troværdigt oplysningsgrundlag

De indhentede oplysninger skal tilsammen udgøre et solidt og troværdigt oplysningsgrundlag for socialtilsynets bedømmelse af kvalitet og samlede faglige vurderinger. Oplysningerne kan indhentes i form af dokumenter og via interview og observation. Det er 3 tilgange, som har værdi og kan anvendes hver for sig. Men anvendes de i sammenhæng med hinanden (også kaldet triangulering) styrkes kvaliteten.

En triangulering af metoderne gør det muligt for den tilsynsførende at efterprøve oplysninger ved at sammenholde, om det, der skrives om det sociale tilbud eller plejefamilien, også kommer til udtryk i samtaler/interview eller ved observationer af praksis.

I bedømmelsen af indikatorer og kriterier i kvalitetsmodellen vil det i mange tilfælde skabe det bedste grundlag for den faglige vurdering, hvis et forhold således er blevet belyst fra forskellige vinkler.

I forbindelse med interview er det på samme vis vigtigt at søge oplysninger eller forhold belyst i samtaler med flere forskellige kilder. Som det fremgår under Hvem skal interviewes og hvorfor? kan de forskellige kilder bidrage med hver deres perspektiv.

Er der ikke overensstemmelse, kan det give anledning til yderligere undersøgelse, førend den tilsynsførende finder, at der er opbygget et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag for de faglige vurderinger.

Sidst opdateret 17/04 2015