Hvad er lovende praksis?

Nogle sociale indsatser har særlig stor sandsynlighed for at skabe positive forandringer for borgerne. Vi kalder det lovende praksis, og der er 11 fællestræk, der karakteriserer disse indsatser.

Hver dag udføres der socialfagligt arbejde, som ikke er evidensbaseret, men som alligevel er til gavn for borgerne. Selvom der ikke er sikker viden om, hvad der skaber effekterne, er der enighed om 11 elementer, der karakteriserer dette arbejde.

De 11 elementer udgør tilsammen en typologi for lovende praksis på hele det specialiserede socialområde. Elementerne konkretiseres og udfoldes i et spørgeskema, der kan bruges som måleredskab.

En socialfaglig praksis, der har mange af de 11 elementer, vil have særlig god sandsynlighed for at skabe positive forandringer for borgerne, og vil dermed være særligt lovende.

Stor enighed om elementerne      

Formålet med typologien for lovende praksis er både at få et fælles sprog og en fælles retning for, hvad der kendetegner godt socialt arbejde og at anerkende det gode arbejde, der allerede sker i dag.

Typologien er baseret både på forskning og input fra en lang række interessenter og ledere på det sociale område. Der har været stor enighed om de 11 elementer, som blandt andet rummer relationen til borgeren, den individuelle tilpasning af indsatsen og pladsen til faglig refleksion.

Anvendelsesmuligheder for praksis

Sociale tilbud kan fx anvende spørgeskemaet til at vurdere, hvor deres praksis har styrker og udfordringer og få inspiration til hvilke områder, de kan udvikle videre.

Studerende og undervisere på efter- og videreuddannelser kan bruge typologiens 11 elementer som afsæt for debat, fx om vidensformer på det sociale område og karakteristika for god praksis.

Fonde, konsulenthuse og forskningsmiljøer kan bruge de 11 elementer og spørgeskemaet til fx kortlægninger af lovende praksis på et bestemt område.

Læs forskningsrapporten, der rummer en detaljeret beskrivelse af de 11 elementer, spørgeskemaet og den viden, der ligger bag: 

Indkredsning af lovende praksis på det specialiserede socialområde (forskningsrapport)

Du kan også vælge en  pixiversion, der henvender sig bredt til praktikere, beslutningstagere og andre interesserede:

Kort og klart: Lovende praksis på det specialiserede socialområde (pixiversion)

Både rapporten og pixi-versionen er udarbejdet af SFI for Socialstyrelsen.

Se også oversigten over de 11 elementer i lovende praksis:

Oversigt over de 11 elementer i typologien for lovende praksis

Sidst opdateret 16/11 2016