Hjælpemiddelformidling

Hjælpemiddelformidling er enhver serviceydelse, som direkte hjælper personer med nedsat funktionsevne med at udvælge, anskaffe eller anvende et hjælpemiddel.

Den faglige proces, der hjælper personer med nedsat funktionsevne med at udvælge, anskaffe og anvende et hjælpemiddel, kaldes hjælpemiddelformidling.

Ifølge serviceloven er det kommunen, der er ansvarlig for at bevilge hjælpemidler. Hvis kommunen ikke selv råder over den nødvendige faglige viden, har den pligt til at indhente viden.

Ud over sagsbehandlingstrinene og de hjælpemiddelfaglige aspekter, som beskrives nedenfor, er der også en række generelle regler, som kommunen skal iagttage når den træffer afgørelse, fx retssikkerhedsloven, lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven.

Formidlingsprocessen består af en række trin eller delprocesser (formidlingens trin): 

  • Opstart eller indgang til sagen
  • Indsamling af oplysninger og undersøgelse
  • Analyse og vurdering
  • Valg af hjælpemiddelløsning
  • Implementering af hjælpemidlet
  • Opfølgning og evaluering

Formidlingsprocessen skal ikke forstås som en lineær proces, idet processen i praksis vil bevæge sig frem og tilbage mellem de forskellige trin, ligesom der kan arbejdes på flere trin samtidigt.

Nedenfor kan du læse mere om formidlings trinene: 

Fold alle teksterne ud eller ind

Opstart eller indgang til sagen

I den kommunale praksis kan henvendelsen om, at en borger har behov for hjælpemidler, komme fra borgeren, pårørende, kommunale eller regionale fagpersoner.

Kommunen skal i henhold til serviceloven yde gratis rådgivning til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det gælder også rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen af dem. 

Indsamling af oplysninger og undersøgelse

Sagsoplysningen i en ansøgning om hjælpemidler foregår først og fremmest som en samtale mellem borgeren og den kommunale sagsbehandler eller visitator. Fokus i samtalen er borgerens ressourcer og begrænsninger samt årsagen til dem. Denne viden er nødvendig for, at sagsbehandleren kan vurdere borgerens behov og komme med løsningsforslag på borgerens problemer med daglige aktiviteter. Når det er relevant, indhenter kommunen oplysninger fra journaler og lægeudtalelser m.v. om borgerens kropsfunktioner. De fysiske omgivelser, hvor hjælpemidlet skal bruges, undersøges også.

Analyse og vurdering

Kommunens sagsbehandler analyserer de indsamlede oplysninger for at finde en løsning på borgerens aktivitetsproblemer. Det bliver vurderet, om hjælpemidler kan være løsningen, og der kan opstilles mål sammen med borgeren, som der senere kan følges op på. Herefter træffes en afgørelse baseret på analysen, det aktuelle lovgrundlag og kommunens bevillingspraksis. Hvis afgørelsen er et afslag, bør den ifølge god forvaltningsskik gives skriftligt.

Afgørelsen af om der er behov for et hjælpemiddel eller forbrugsgode, træffes ud fra en samlet vurdering af ansøgerens situation. Det er vigtigt, at sagsbehandlingen forud for afgørelsen sker i et tæt samarbejde mellem borger og sagsbehandler. 

Valg af hjælpemiddelløsning

På baggrund af analyse og vurdering opstilles en kravspecifikation til et konkret hjælpemiddel. Gennem rådgivning  medvirker sagsbehandleren til at finde ud af, hvilket hjælpemiddel eller forbrugsgode, der er behov for.Hvis der er flere valgmuligheder, skal kommunen ifølge serviceloven vælge det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Borgeren har mulighed for frit at vælge leverandør af hjælpemidlet, hvis det opfylder kravspecifikationen. Borgeren indkøber så hjælpemidlet og modtager et tilskud fra kommunen svarende til det beløb, kommunen skulle have betalt.

Konkret anvendelse af hjælpemidlet

Når hjælpemidlet er bevilget, skal borgeren begynde at bruge det i sine egne omgivelser. Derfor skal hjælpemidlet tilpasses borgeren, og han/hun skal lære at bruge det. Kommunen kan tilbyde træning i brugen, der hvor det skal bruges, fx når det gælder kørestole og kommunikationshjælpemidler. Når det gælder mobilitetshjælpemidler, kan der være behov for at foretage boligændringer, så hjælpemidlet kan fungere inden døre og komme ind i og ud af boligen.

Opfølgning og evaluering

Det er hensigtsmæssigt at foretage en opfølgning, hvis man vil vide, om hjælpemidlet fungerer efter hensigten, evt. opfylder de opstillede mål, og om borgeren er tilfreds med hjælpemidlet. I praksis sker det ofte via en telefonsamtale med borgeren. Hos borgere med progredierende lidelser er det særlig vigtigt, at der jævnligt evalueres, da behovene kan ændre sig meget hurtigt.

Sidst opdateret 13/05 2015