Opfølgning på lovmedholdelighed – gør vi, hvad vi skal?

Temaet understøtter den faglige ledelse i arbejdet med at sikre, at kvalitetsmæssige krav og intentioner i lovgivningen efterleves i praksis.

Lovmedholdelighed er ikke kun et spørgsmål om at tjekke, at frister er overholdt, og at sagsgange er dokumenteret, men også en mulighed for at følge op på, om de øvrige kvalitetsintentioner i lovgivningen efterleves i sagsbehandlingen.

Lovgivningens krav afspejler i vidt omfang ønsker om fx involvering af børn og unge, en dækkende udredning af deres situation, at indsatsen modsvarer behovet og har klare mål, en tæt opfølgning på, om der sker det forventede i indsatsen m.m. Der er altså en tæt sammenhæng mellem lovmedholdelighed og kvalitetsforhold. Lovmedholdelighed er således et væsentligt fokus i ledelsens administrative og faglige opfølgning.

Temaer i opfølgning på lovmedholdelighed

Opfølgning på nationale og kommunale retningslinjer omfatter bl.a. en vurdering af:

  • om der sker en korrekt behandling af underretninger. 
  • overholdelse af kommunale frister for sagsbehandling.
  • om der er udarbejdet børnefaglig undersøgelse, og dette er sket inden for fristen.
  • om der er udarbejdet handleplan.
  • om der er gennemført børnesamtale.
  • om der er gennemført partshøring.
  • om der er truffet en begrundet afgørelse.
  • om der givet klagevejledning.
  • om der er sket opfølgning, og om dette er sket inden for fristen.
  • om der har været klager (herunder omfang og type (sagsbehandling, afgørelse eller udførelsen af indsatsen, og hvem der gives medhold).

Tilvejebringelse af data om lovmedholdelighed

Til forskel fra ledelsestilsyn sker ledelsens opfølgning på lovmedholdelighed typisk alene gennem data om sagerne – og altså ikke gennem dybere viden om indholdet i sagerne. Opfølgning på data om lovmedholdelighed kan indgå som en integreret del af ledelsestilsynet.

Ledelsestilsyn – hvordan er sammenhængen mellem retningslinjer og praksis i sagsbehandlingen?

Opfølgning på lovmedholdelighed kan understøttes gennem udtræk fra kommunens fagsystem (fx DUBU) på børne- og ungeområdet. Der kan med fordel udvikles en standardrapport, som kan udtrækkes jævnligt og give overblik over disse elementer. Hvis behandlingen af underretninger foregår i et separat system, laves der udtræk fra dette, som viser, i hvilket omfang behandlingen af underretninger sker indenfor de gældende frister.

Hvis kommunens fagsystem på området ikke understøtter overblik over eller udtræk af data om registreringer, kan der evt. udvikles et regneark, hvor det for hver børnesag registreres:

  • dato for påbegyndelse og afslutning af børnefaglig undersøgelse (eller udredning i sager, hvor der ikke er krav om en børnefaglig undersøgelse).
  • hvorvidt  og hvornår, der er gennemført børnesamtale.
  • hvorvidt og hvornår, der er udarbejdet en handleplan (hvis dette er relevant).
  • dato for seneste opfølgning.

Anvendelse af viden om lovmedholdelighed

Samlet set skabes der gennem opfølgning på lovmedholdelighed et overblik over, om kommunen overholder de centrale krav til sagsbehandlingen på området for børn og unge med særlige behov. Det er en fordel at tage stilling til, hvordan resultaterne af opfølgningen på lovmedholdelighed skal formidles – hvem der skal modtage resultaterne, og hvordan de formidles på en hensigtsmæssig og anvendelsesorienteret måde.

Det er også en god idé, at der – hvis dette ikke allerede eksisterer – samtidig skabes overblik over, hvor mange sager den enkelte sagsbehandler varetager. Så kan viden fra opfølgning på lovmedholdelighed anvendes til at justere sagsfordelingen, hvis der opstår flaskehalse.

Viden kan også anvendes til at støtte op med sparring og kompetenceudvikling, hvis det viser sig, at der er kvalitetsmæssige udfordringer hos konkrete medarbejdere. Sagsfordeling behandles nærmere i forbindelse med redskaberne under elementerne Arbejdstilrettelæggelse og under Ledelsesinformation.

Arbejdstilrettelæggelse i faglig styring og ledelse

Ledelsesinformation i faglig styring og ledelse

Her følger et redskab til at følge op på lovmedholdelighed på området.

Fold alle teksterne ud eller ind

Eksempel på præsentation af opfølgning på lovmedholdelighed

Eksemplet viser, hvordan opfølgning på børnefaglig undersøgelse og børnesamtaler kan præsenteres, så status følges måned for måned.

Eksempel på præsentation af opfølgning på lovmedholdelighed

Sidst opdateret 18/01 2016