Hvordan introduceres nye medarbejdere?

Temaet indeholder redskaber til at få introduceret nye medarbejdere for rammer og metoder for arbejdet med børn og unge med særlige behov.

Introduktion og oplæring af nye medarbejdere er en særlig udfordring. Nye medarbejdere har helt naturligt et større behov end eksisterende medarbejdere for at blive introduceret til rammer og metoder for arbejdet.

Der er behov for kontinuitet i behandlingen af de enkelte sager, men kontinuiteten udfordres ikke kun af fratrædelse/tiltrædelse af sagsbehandlere, men også skift af sagsbehandler som følge af specialisering blandt sagsbehandlerne, fx ved overgang fra barn til ung. Derfor er der behov for en systematik for overdragelse af enkeltsager eller hele sagsstammer på en sådan måde, at der ikke mistes kontinuitet eller momentum i indsatsen over for barnet eller den unge. Læs mere om overdragelse af sager i elementet Arbejdstilrettelæggelse.

Hvordan overdrages sager?

Her følger tre redskaber til introduktionen af nye medarbejdere.

Fold alle teksterne ud eller ind

Proces for introduktion til nye sagsbehandlere

En effektiv introduktion af nye medarbejdere er af stor betydning for, hvor hurtigt den nye medarbejder bliver fortrolig med sit arbejde. Formålet med introduktionen er at gøre den nye medarbejder i stand til at udføre sit arbejde på egen hånd i løbet af introduktionsperioden og at få den nye medarbejder til at føle sig hjemme i de faglige metoder og rutiner, som anvendes på arbejdspladsen.

Fra et fagligt perspektiv betyder det, at introduktionen fx kan have fokus på:

  • politiske og administrative mål og rammer for arbejdet herunder serviceniveauer.
  • organisering af den faglige indsats og de væsentligste samarbejdspartnere.
  • faglige retningslinjer, metoder og redskaber, herunder brugen af faglige IT-systemer.
  • de økonomiske og styringsmæssige rammer og forventninger.
  • hjælp og sparring i det faglige arbejde.

Endvidere kan man med fordel vise lokalområdet frem for den nye medarbejder, hvis vedkommende ikke er lokalkendt.

Udnyt nye medarbejderes undren

At få nye medarbejdere er også en anledning til at få ny viden eller stille spørgsmålstegn ved de metoder, man anvender. Nye medarbejdere er i en position, hvor det er legalt at være nysgerrig og undrende over for den praksis, man møder på sin nye arbejdsplads. Der kan derfor med fordel undervejs i introduktionsperioden indlægges aktiviteter på fx teammøder og i møder med mentor og faglig leder, hvor det er arbejdspladsen og den faglige praksis, set med den nye medarbejders øjne, der er i centrum. 

Her er henvist til en procesbeskrivelse for tilrettelæggelse af introduktionsforløb for nye medarbejdere.

Proces for introduktion til nye sagsbehandlere

Vurdering af kompetencer i forbindelse med introduktionsforløb for nye medarbejdere

Et vigtigt formål med introduktionen for nye medarbejdere er, at medarbejderne tilegner sig de nødvendige kompetencer for at kunne udføre deres arbejde. Kompetencer forstås her som evnen til at kunne udføre de stillede opgaver i den aktuelle sammenhæng og ikke den nye medarbejders generelle kompetencer, som er opnået fx gennem uddannelse.

Ved ansættelse af en ny sagsbehandler kan kommunen med fordel stille en række kompetencer op, som den nyansatte sagsbehandler skal tilegne sig på et vist niveau i løbet af introduktionsperioden. Undervejs i perioden drøfter den nærmeste leder og den nyansatte i hvilket omfang, den nyansatte har tilegnet sig de opstillede kompetencer.

Kompetencemål

Lederen præsenterer den nyansatte for de kompetencemål, som forventes nået i introduktionsperioden. Lederen følger derefter løbende op på, om målene nås fx gennem dialog eller på anden måde. Dialogen udgør grundlaget for, hvilke udviklingsområder der skal prioriteres for den nye medarbejder frem til næste dialogsamtale.

Som eksempel på kompetencemål henvises til introduktionen af nye medarbejdere.

Proces for introduktion til nye sagsbehandlere

Proces for god overlevering af sager mellem sagsbehandlere

Nye medarbejdere overtager en sagsstamme, hvis indhold de ikke kender. For at sikre kontinuitet og fremdrift i arbejdet med de enkelte sager er det vigtigt, at den nye sagsbehandler hurtigt kan sætte sig ind i sagsstammen og komme i gang med arbejdet.

For at lette introduktionen af den nye medarbejder til sagsstammen kan man med fordel benytte sig af redskaber, der giver overblik over hele sagsstammer, fx i form af kommenterede sagslister med korte resumeer  af den enkelte sag.

Derudover kan mentor, den faglige leder eller faglige koordinator indføre den nye medarbejder i sagsstammen. Dette kan ske ved, at den nye medarbejder får overblik over de mest komplekse og risikofyldte sager i sagsstammen sammen med en person, der har et vist kendskab til sagen. På den måde bliver den nye medarbejder også introduceret til, hvordan man på den nye arbejdsplads arbejder med sagerne.

Overdragelse af sager mellem sagsbehandlere er mere indgående behandlet i Arbejdstilrettelæggelse.

Hvordan overdrages sager?

Sidst opdateret 18/01 2016