Critical Time Intervention (CTI)

CTI-metoden er en case-management-metode med fokus på rehabilitering, der er målrettet borgere, som har behov for støtte i en kritisk overgangsfase.

CTI-metoden er kendetegnet ved at være en tidsafgrænset og fokuseret indsats, der er opdelt i tre faser, der i udgangspunktet strækker sig over en samlet periode på ni måneder. Der er tale om en intensiv indsats med faldende intensitet, der gennemføres af en CTI-medarbejder.

Målgrupper

Socialstyrelsen afprøver og understøtter kommunernes implementering af metoden over for flg. målgrupper:

Kerneelementer

CTI-metoden er baseret på nogle kerneelementer, som altid skal indgå i implementeringen af CTI-metoden. Kerneelementerne er gennemgående i projekternes metodeundervisning, fidelitetsskemaer og manual m.v. 

CTI-metodens kerneelementer består i, at CTI-indsatsen:

  • er recovery-orienteret, dvs., at borgeren er den centrale aktør og vidensperson og at støttepersonalet understøtter borgerens fokus på egne ressourcer, håb og ønsker.
  • er tidsbegrænset.
  • er faseopdelt.
  • har aftagende intensitet, idet ansvar og opgaver overdrages til borger og netværk.
  • har et målrettet fokus på særlige områder, der er udvalgt af borgeren.
  • er individualiseret. 
  • er baseret i lokalmiljøet.
  • udføres af medarbejdere med en uddannelse eller kompetencer, der er i overensstemmelse med Center for the Advancement of Critical Time Interventions uddannelse i CTI-metoden.

Kerneelementerne skal være til stede i alle afprøvninger af CTI og over for alle målgrupper. Derudover vil valg af konkrete indsatser være afhængigt af målgruppen. Begge dele vil fremgå af de manualer, der udarbejdes til afprøvninger, implementering eller udbredelse af CTI-metoden.

CTI-forløbet

Forud for et CTI-forløb er det vigtigt, at der etableres en god kontakt mellem borgeren og CTI-medarbejderen. Dette kaldes en kontaktskabelses- eller kontaktetableringsperiode. I den periode kan borgeren fx få information om, hvad et CTI-forløb er og lære medarbejderen at kende. Selve CTI-forløbet har 3 faser:

CTI-fase 1: Planlægning og igangsættelse af forløb

1.-3. måned. I 1. fase er der fokus på at afklare borgerens støttebehov, hvorefter medarbejderen og borgeren i fællesskab udarbejder en plan for CTI-forløbet, indleder kontakten til relevante støttepersoner/-tilbud og igangsætter aktiviteter. CTI-medarbejderen yder desuden den primære sociale og praktiske støtte til borgeren, indtil de relevante tilbud bliver etableret. I 1. fase er kontakten mellem CTI-medarbejderen og borgeren mest intensiv.

CTI-fase 2: Afprøvning og tilpasning af forløb

4.-6. måned. I 2. fase er der fokus på at afprøve og tilpasse den udarbejdede plan. De støttepersoner, der etableres kontakt til i 1. fase, overtager gradvist det primære ansvar for at sikre borgeren den støtte, som han/hun har behov for i sin hverdag. Kontakten mellem CTI-medarbejderen og borgeren er mindre intensiv end i 1. fase.

CTI-fase 3: Ansvarsoverdragelse og forankring af forløb

7.-9. måned. I 3. fase sker den endelige overdragelse af ansvaret for borgerens fremtidige støtte til borgeren selv og til det støttenetværk, som er blevet etableret undervejs i CTI-forløbet. CTI-medarbejderen skal sammen med borgeren sikre, at der er en plan for, hvordan borgeren får den nødvendige støtte til at nå sine langsigtede behov og mål. Efter 3. fase afsluttes CTI-forløbet.

Læs mere om CTI-metoden

Du kan downloade eller printe en mere detaljeret beskrivelse af CTI-metoden, som Socialstyrelsen har udarbejdet.

Socialstyrelsens beskrivelse af CTI-metoden (pdf)

Center for the Advancement of Critical Time Intervention (CACTI) er et videnscenter i USA, som bl. a. indsamler viden om CTI-projekter og evalueringer af dem. 

Center for the Advancement of Critical Time Intervention hjemmeside

Sidst opdateret 05/12 2016