De Utrolige År

De Utrolige År (DUÅ) har til formål at styrke tilknytningen og det positive samspil både mellem børn og deres forældre og mellem børn og pædagoger/ lærere. Herigennem kan man fremme børns sociale kompetencer og deres evne til læring og selvregulering.

Programserien De Utrolige År (DUÅ) består af programmer henvendt til forældre og børn samt et program, der retter sig mod fag professionelle i børnehave og indskoling.

DUÅ har både et forebyggende og et behandlende sigte.

Formålet er at styrke forældre kompetence samt sikre en faglig opkvalificering af personalet i børnehave og indskoling. Dette sker med udgangspunkt i opbygning af  positive samspil og relationer med børn. Herigennem kan man  forebygge og reducere udadreagerende adfærd og fremme sociale og følelsesmæssige kompetencer.

Forældres opdragelsesstrategi, børnehavens og skolens måde at se og forstå børnene på, har stor betydning for børns udvikling. Når forældre samt fag personale i børnehave og indskoling sætter tidligt ind og retter deres fokus mod positive relationer og anvisninger skabes en grobund for øget trivsel og positivt selvværd for børn.

Mål og målgruppe

Målgruppen for DUÅ er børn i alderen 0-12 år, deres forældre og personalet i deres daginstitutioner og skoler.

Der findes DUÅ programmer med et forebyggende sigte. Såsom DUÅ i børnehave og skole samt Dino Stor gruppe. Desuden findes der programmer, der har et mere behandlende sigte, og hvor fokus er på at genoprette positivt samspil og god tilknytning i familien såsom DUÅ Førskole og Dino Lille gruppe.

Illustrationen viser programmerne i DUÅ i Danmark.En oversigt over DUÅ programmer

Resultater

DUÅ er veldokumenteret internationalt og danske kommuner har arbejdet med programmet siden 2006.

Der findes omfattende international forskning i DUÅ programserien, herunder også fra Danmark, Norge og Sverige. Forældreprogrammet DUÅ Førskole er udviklet først. Det er det program, der er forsket mest i. For de nyeste programmer i børne- og dagtilbudsserien er forskningen endnu undervejs.

Sidst opdateret 13/04 2016