Tidlig opsporing af mistrivsel blandt spædbørn & støtte til forældre med TryghedsCirklen

Som del af de ordinære hjemmebesøg hos nybagte familier undersøger sundhedsplejersken barnets sociale trivsel og moderens psykiske trivsel.

Mand, der holder en baby

I familier, hvor barnet udviser tegn på tidlig social mistrivsel, og/eller hvor moderen lider af fødselsdepression, kan forældrene tilbydes deltagelse i et gruppeforløb baseret på Tryghedscirklen – Forældreprogrammet (Circle of Security – Parenting, COS-P).

Baggrund og formål 

Målet med indsatsen er at fremme spædbørns psykiske sundhed. Ved hjælp af systematisk screening sættes fokus på tidlig opsporing af socialt tilbagetrukket adfærd hos spædbørn. Tidlig social tilbagetrækning hos børn er en risikofaktor for udvikling af en række senere vanskeligheder, herunder en usikker tilknytning og psykiske forstyrrelser. Social tilbagetrukket adfærd hos små børn kan skyldes medfødte funktionsnedsættelser som fx autisme, eller det kan være betinget af forældrenes egne sociale eller psykiske problemer som fx fødselsdepression. Samtidig screenes moderen for fødselsdepression.

I familier, hvor screeningerne viser bekymrende trivsel, tilbydes deltagelse i gruppeforløbet TryghedsCirklen – Forældreprogrammet. TryghedsCirklen er en tidlig målrettet indsats, som skal styrke forældrene i at forstå deres barn og deres mulighed for at støtte en positiv udvikling hos barnet. Målet er herigennem at forebygge, at barnet mistrives og på sigt udvikler alvorlige problemer og måske får behov for mere indgribende specialindsatser.

Målgruppe

Målgruppen for screeningsprogrammerne er alle familier med spædbørn, der modtager ordinære besøg af den kommunale sundhedspleje. Familietræningsprogrammet TryghedsCirklen tilbydes til familier, hvor screeningen viser, at barnet udviser tegn på tidlig social mistrivsel, og/eller hvor moderen lider af fødselsdepression.

Forløbet

Ved hjemmebesøg, når barnet er i alderen 2-10 måneder, foretages de standardiserede screeninger af henholdsvis barn og mor.

Med screeningsredskabet Alarm Distress Baby Scale (ADBB) undersøges, om et spædbarn viser tegn på social tilbagetrukket adfærd. Moderen screenes for fødselsdepression ved hjælp af screeningsredskabet Edinburg Postnatal Depression Scale (EPDS). Hvis barnet eller moderen udviser bekymrende tegn, foretages en validering af screeningen. Hvis screeningen viser, at mor og/eller barn viser tegn på mistrivsel, tilbydes forældrene at deltage i TryghedsCirklen, som er et forældretræningsforløb, som forløber over 10 uger med ugentlige sessioner af 1-2 timer.

Grupperne består af fem til syv forældrepar og faciliteres af to terapeuter, som er certificeret i brug af TryghedsCirklen. Møderne i forløbet tager udgangspunkt i videomateriale, som anvendes til at italesætte forskellige problematikker, herunder viden om tilknytning, regulering af følelser, forældreroller mm. Derudover præsenterer videomaterialet eksempler på, hvordan forældre kan understøtte barnets udvikling og problematisk forældre-barn samspil. Når gruppeforløbet slutter, har sundhedsplejersken mulighed for at følge op på familiens trivsel ved behov.

Download Model for indsatsens arbejdsgange, redskaber og aktører
Download model 

Mere information om de foreløbige erfaringer med indsatsen i Københavns Kommune

Fold alle teksterne ud eller ind

Alarm Distress Baby Scale (ADBB)

Alarm Distress Baby Scale (ADBB) er et screeningsredskab, som anvendes til observation og vurdering af social tilbagetrækning hos børn i alderen 2-24 måneder. ADBB integreres i sundhedsplejerskens rutinemæssige undersøgelse af barnet, hvor hun taler med barnet, rører det, smiler til det mv.

Med metoden undersøges barnets adfærd og dets måde at reagere på, for eksempel hvordan barnet udtrykker sine følelser med stemmen og sit ansigtsudtryk, og hvordan barnet opsøger det sociale samspil med andre mennesker. På den måde kan sundhedsplejersken med et solidt og standardiseret redskab vurdere, om barnet viser tegn på belastning i sin sociale udvikling og trivsel.

ADBB-skalaen undersøger otte forskellige aspekter i spædbarnets adfærd i en social situation med undersøgeren.

  1. Ansigtsudtryk
  2. Øjenkontakt
  3. Generelt aktivitetsniveau
  4. Selvstimulerende bevægelser 
  5. Vokaliseringer (hvilke lyde siger barnet?)
  6. Respons ved stimulering (fx hvordan reagerer barnet, når man rører ved det?) 
  7. Evnen til at indgå i et samspil
  8. Evnen til at tiltrække sig opmærksomhed

Hvert område scores på en skala fra 0-4, hvor 0 er ”typisk”, mens 4 er betydelig og massiv atypisk adfærd. Resultaterne lægges derefter sammen til en total score fra 0-32.

Brug af ADBB metoden kræver et trænings- og certificeringsforløb.

Læs mere i Trygfondens udgivelse ”Hvordan hjælper vi bedst sårbare nyfødte? – og andre historier fra Trygfondens forskningsprojekter” 

Edinburg Postnatal Depression Scale (EPDS)

Moderen screenes for fødselsdepression ved hjælp af screeningsredskabet Edinburg Postnatal Depression Scale (EPDS). Screeningen gennemføres ved, at sundhedsplejersken gennemgår et standardiseret spørgeskema sammen med moderen.

Læs mere om EPDS på sundhed.dk 

TryghedsCirklen – Forældreprogrammet

Familier, hvor barnet udviser tegn på social tilbagetrækning, og/eller hvor moderen lider af fødselsdepression, tilbydes deltagelse i TryghedsCirklen – Forældreprogrammet (Circle of Security – Parenting, COS-P). I TryghedsCirklen tilegner forældrene sig viden om, hvordan de kan aflæse barnets følelser, hvordan de kan udtrykke følelser overfor barnet, og hvad de konkret kan gøre for at styrke tilknytningen til deres barn. Forældrene bliver inddelt i grupper, hvor de undervises i at observere og tolke deres barns signaler og i at reflektere over styrker og svagheder ved deres relation til barnet. Gennem indsatsen styrkes forældrenes mulighed for at læse barnets behov og følelser og reagere hensigtsmæssigt herpå. Forældre, der gør det, støtter nemlig barnets følelsesmæssige udvikling, mens forældre, der har svært ved at rumme barnets behov, risikerer, at deres barn mistrives og på sigt kan udvikle alvorlige problemer.

Da forskningsprojektet bl.a. har til formål at evaluere effekten af TryghedsCirklen, er det designet som et lodtrækningsforsøg, og det er derfor ikke alle behovsfamilierne, der tilbydes deltagelse i denne indsats. De øvrige familier gives andre eksisterende tilbud i Københavns Kommune.

TryghedsCirklen er en metode oprindeligt udviklet i USA.

Læs mere om TryghedsCirklen på Vidensportalen 

Sidst opdateret 24/11 2016