Baggrund og værdigrundlag

Case-management-metoden blev udviklet i 1970'erne for at støtte psykiatriske patienter med at fungere i lokalsamfundet og hverdagen (Turner & TenHoor, 1978; Curtis et al, 1992).

Metoden blev videreudviklet til at støtte psykisk syge hjemløse med at komme i bolig (Belcher, 1988; Lamb & Lamb, 1990; Swayze, 1992). Metoden er evidensbaseret og afprøvet i forhold til hjemløshed både internationalt og nationalt. Dette gælder fx amerikanske studier baseret på vilkårlige forsøg, der viser, at ICM-metoden mindsker risikoen for, at borgeren bliver hjemløs igen (Hulburt et al., 1996; Nelson et al., 2007; Rosenheck et al., 2003; Shern et al., 1997; Shern et al., 2000).

Metoden er afprøvet i Danmark i forhold til hjemløse som et led i den nationale hjemløsestrategi 2009-2013. 76% af de borgere, der har modtaget ICM-støtte, har en bolig efter forløbet (sidste indberetning). Kun 8% har mistet boligen i perioden, og 4 procentpoint heraf har fået en ny bolig. Kun 4% har mistet boligen og ikke fået en ny. 16 % af borgerne er ikke er kommet i bolig. Det skyldes især manglen på boliger med en tilstrækkelig lav husleje – navnlig i de store byer. Det er ikke muligt at afgøre, hvorvidt borgeren fastholder boligen efter forløbet i de tilfælde, hvor ICM-indsatsen afsluttes (Rambøll & SFI, 2013).

ICM-metoden består af en intensiv indsats med en koordinerende støtteperson, ICM-medarbejderen. Borgeren bliver tilknyttet en ICM-medarbejder, som koordinerer sammensætningen og udførelsen af borgerens ICM-forløb, og yder social og praktisk støtte.

Ethvert ICM-forløb er individuelt tilpasset borgerens behov og ønsker, og borgeren er en del af processen. Metoden bygger på bl.a. recovery- og empowerment-tilgangene, der understøtter borgerens selvstændighed og tager udgangspunkt i borgerens egen oplevelse af behovet for støtte (Anthony, 1993; Davidson m.fl., 2009; Jensen m.fl., 2004). Det kræver en omstilling fx fra tilgange baseret på omsorg eller krav om forandringsparathed. ICM-medarbejderen skal ikke være ekspert i borgerens situation, men en sparringspartner som kan hjælpe borgeren med at træffe beslutninger og styrke sin situation på forskellige livsdomæner. I den forbindelse er det vigtigt at have fokus på borgerens ressourcer og ønsker, drømme og håb for fremtiden.

ICM-metoden er kendetegnet ved, at den:

  • bygger på empowerment- og recovery-perspektiverne
  • indeholder et individuelt tilpasset forløb
  • tager udgangspunkt i borgerens ønsker og behov
  • er tidsubegrænset og fortsætter så længe, borgeren har behov for støtten 
  • er evidensbaseret.

I ICM-tilgangen mener man, at borgeren har ressourcer til at kunne foretage forandringer i sit eget liv. I nogle tilfælde har borgeren ikke har brugt dem i et stykke tid eller er blevet vænnet til at være afhængig af andre. Her er det vigtigt at gøre borgeren bevidst om, hvordan vedkommende kan bruge sine eksisterende ressourcer til at skabe de forandringer, som vedkommende ønsker i sit liv.

ICM-forløbet skal give social og praktisk støtte i hverdagen og også identificere og styrke borgerens ressourcer. Derfor har borgeren en afgørende rolle i både planlægningen og gennemførelsen af forløbet. Borgeren og ICM-medarbejderen indgår et ligeværdigt samarbejde, hvor borgeren kan bruge ICM-medarbejderen som sparringspartner og katalysator i arbejdet med at styrke sin livssituation. Det er vigtigt, at indsatsen tager udgangspunkt i borgerens egne oplevelser af, hvad vedkommende har brug for støtte til, og at fokus på at skabe forandringer i borgerens liv ikke forskyder sig til et krav om udvikling. ICM-medarbejderen bør spørge borgeren: ”Hvad kan vi gøre for dig?” og ”Hvad har du brug for hjælp til?”. ICM-medarbejderens kan bibringe borgeren nye indsigter ud fra en empatisk forståelse, der møder borgeren, hvor vedkommende selv er i sit liv.

Det recovery- og empowerment-orienterede arbejde har et grundlæggende fokus på den enkeltes oplevelse af behov og på den enkeltes ressourcer. I selve ICM-forløbet handler det for ICM-medarbejderen om at anerkende borgerens individualitet og arbejde målrettet og fokuseret med borgerens behov og ønsker.

Der er højst otte borgere tilknyttet den enkelte ICM-medarbejder. Borgerens behov for støtte kan variere over tid og vil typisk være særligt høj ved indflytning i egen bolig. Hvis flere borgere flytter ind på samme tid, kan det være nødvendigt med en lavere caseload for den enkelte medarbejder. Indsatsen er fleksibel alt efter borgerens støttebehov.

I et ICM-forløb skal følgende grundlæggende principper være overholdt:

  • Borgeren tilknyttes en fast ICM-medarbejder.
  • ICM-forløbet tager udgangspunkt i en individuelt tilpasset proces ud fra den enkeltes støttebehov.
  • ICM-forløbet er tidsubegrænset og fortsætter så længe, borgeren har behov for støtten.
  • ICM-medarbejderen yder social og praktisk støtte til borgeren og sammensætter et koordineret forløb.
  • ICM-medarbejderen kender den organisatoriske forankring, som indsatsen indgår i.
  • ICM-medarbejderen kender lokalmiljøet og de eksisterende tilbud i det kommunale system og tilbud fra andre aktører.
  • ICM-medarbejderen og borgeren udarbejder i fællesskab en plan for ICM-forløbet. Planen justeres løbende.
  • ICM-medarbejderen sikrer koordinering med andre planer for borgeren, herunder den kommunale § 141-handleplan.
  • ICM-medarbejderen sikrer et tæt samarbejde med myndighedssagsbehandleren.
  • ICM-medarbejderen skaber løbende bånd til behandlings- og støttetilbud.
  • ICM-medarbejderen skaber løbende bånd til familie og venner, i det omfang borgeren ønsker kontakt.
  • ICM-medarbejderen optræder som sparringspartner/katalysator og ikke som ekspert.
  • ICM-medarbejderen mødes med borgeren hos denne, eller hvor borgeren ønsker det.

Det kan være relevant at arbejde med flere problemstillinger i forskellige dimensioner af borgerens liv afhængigt af borgerens behov. Dimensionerne er:

  • Bolig
  • Økonomi
  • Socialt netværk
  • Daglige aktiviteter
  • Fysisk helbred
  • Psykisk helbred
  • Misbrug
  • Uddannelses- og arbejdsmarkedskompetencer

Dimensionerne herover er ikke udtømmende muligheder i et ICM-forløb, men tilpasses den enkelte borgers behov for støtte. Også i måden der arbejdes med dimensionerne på. I afsnit 7 beskrives aspekter, det kan være relevant at arbejde med i de forskellige dimensioner og ICM-medarbejderens opgaver.

Sidst opdateret 06/05 2015