Serviceloven

Servicelovens bestemmelser dækker den aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp, som hjemløse i øvrigt kan have brug for.

Servicelovens paragraffer om formål  og indsatser på voksenområdet opererer med en målsætning om at skabe stabilitet og sikre en boligløsning med relevant støtte.

Det betyder, at den hjemløse skal hjælpes ud af akutte vanskeligheder og støttes i at forblive i egen bolig.  

Servicelovens § 81 – formålsbestemmelsen for voksne

Bestemmelsen fastsætter formålet med den kommunale indsats i forhold til f.eks. borgere med særlige sociale problemer. Og samtidig udmønter bestemmelsen nogle grundlæggende socialpolitiske principper vedtaget af det politiske niveau. Den sociale indsats bygger på et formål om:

  1. forebyggelse af en forværring
  2. forbedring af individets funktions- og udviklingsmuligheder
  3. forbedring af individets muligheder for livsudfoldelse
  4. en helhedsorienteret indsats afpasset efter den enkeltes behov

Loven understreger altså forebyggelseselementet og den samlede helhedsorienterede indsats som kan bidrage til, at forbedre den enkeltes sociale funktion, udviklingsmuligheder og livsudfoldelse samt støtte den enkeltes muligheder for en selvstændig tilværelse.

Disse grundlæggende betingelser for indsatsen i forhold til udsatte borgere finder anvendelse i forhold til alle voksne personer der har behov for ydelser efter serviceloven, herunder også borgere med en hjemløshedsproblematik. Derfor skal servicelovens § 81 danne grundlag for arbejdet med udsatte voksne. Et af redskaber hertil er den sociale handleplan jfr. SEL § 141.

Servicelovens § 141 om handleplaner – Sammenhængende indsatser

Kommunerne er forpligtede til, at tilbyde sociale handleplaner til borgere med betydeligt nedsatte fysiske- og/eller psykisk funktionsevne eller væsentlige sociale problemer.

Formålet med en social handleplan er netop, at klargøre målet med indsatsen, at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats og at tydeliggøre forpligtigelsen for alle involverede personer, instanser og forvaltningsgrene. Samtidig skal den sociale handleplan medvirke til at styrke den enkeltes indflydelse på sagsbehandlingen.

På hjemløseområdet er udarbejdelse af handleplaner og koordinering af indsatserne særligt relevant, da der er tale om en mobil gruppe med ustabile boligforhold. Gruppens sammensatte problemer nødvendiggør ofte medvirken fra andre myndigheder og forvaltningsgrene, behandlingssystemet, kriminalforsorgen m.m. for at kunne tilvejebringe de rette tilbud,.

Som det fremgår af ovenstående opsamler den sociale handleplan mange af de grundlæggende bestemmelser retssikkerhedsloven indledes med. Også af denne grund er udarbejdelse af en social handleplan medvirkende til at sikre udsatte borgeres retssikkerhed.


Serviceloven - lov om social service på retsinformation.dk. 

Sidst opdateret 06/05 2015