Rådgivning om en tidligere forebyggende indsats

En tidligere forebyggende indsats for socialt udsatte børn og unge giver både menneskeligt, fagligt og økonomisk mening. Socialstyrelsen tilbyder derfor rådgivningsforløb til kommuner, der vil styrke den tidligere forebyggende indsats for udsatte børn og unge.

Projektperiode:

2016 - 2019

Målgruppe:

Målgruppen for rådgivningsforløbene er de 73 kommuner, der ikke er del af ”Partnerskabsprojektet om en tidligere forebyggende indsats for udsatte børn og unge” - eller deltager i partnerskabsprojektets referencenetværk. Målgruppen i kommunerne er forvaltningschefer, faglige ledere og øvrige nøglemedarbejdere på det specialiserede børneområdet, skole og dagtilbud samt sundhedsplejen.

Baggrund for projektet:

Både erfaring og forskning peger på, at det kan betale sig at investere i bedre forebyggelse, da en tidlig indsats kan forebygge, at problemerne vokser sig store. Med inspiration fra blandt andet svenske kommuner er mange kommuner i Danmark i øjeblikket i gang med at justere eller omlægge området for udsatte børn og unge med fokus på en tidligere forebyggende indsats. Som del af satspuljeaftalen for 2016 ”Mod en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats” er der afsat midler til at understøtte landets kommuner i omstillingen til en tidligere forebyggende indsats - både fagligt og økonomisk. Som led i dette etableres blandt andet et udgående rådgivningsteam i Socialstyrelsen, som skal understøtte kommunerne i omstillingen på tværs af sagsbehandlingen, i tilbudsviften og i koblingen til almenområdet.

Formål:

Socialstyrelsens rådgivning vil understøtte kommunernes arbejde med: - En fælles forståelse og mål for en tidligere forebyggende indsats på tværs af ledere og fagprofessionelle - Målrettet og systematisk tværfagligt samarbejde på tværs af relevante faggrupper - En dækkende og virksom tilbudsvifte - At styrke det forebyggende perspektiv i sagsbehandlingen på området for udsatte børn og unge

Dokumentation og evaluering:

Initiativet evalueres ikke, men der skal gennemføres en erfaringsopsamling af omstillingsprocessen i de kommuner, der modtager rådgivningsforløb i årene 2016-2019. Desuden får kommunerne som led i et rådgivningsforløb et nøgletalskatalog, så kommunerne kan følge udviklingen i omlægningen. Det kan fx omfatte tal for gennemsnitlig varighed for anbringelser, antal anbragte i net-værksplejefamilier mv.

Samarbejdsparter:

De første rådgivningsforløb gennemføres som pilotforløb med henblik på at kvalificere rådgivningskonceptet. Billund, Hjørring, Favrskov, Assens og Egedal Kommuner deltager som pilotkommuner.

Finansiering:

Rådgivningen er en del af satspuljeaftalen for 2016 ”Mod en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats”, hvor der i alt er afsat 96 mio. kr. i perioden 2016-2019.

Mere information:

Det enkelte rådgivningsforløb tilrettelægges med afsæt i kommunens behov og vil bestå af 4-6 vejledningsdage/sessioner over en periode på 8-12 måneder. Rådgivningskonceptet udvikles af Socialstyrelsen, og bygger i høj grad på viden og resultater fra partnerskabsprojektet og Socialstyrelsens øvrige aktiviteter.

Læs mere om rådgivningsforløbene og muligheder for ansøgning

Læs mere om partnerskabsprojektet om en tidligere forebyggende indsats for udsatte børn og unge

Kontakt:

Rasmus Bruun
41 93 24 97
Center for Børn, Unge og Familier
Sidst opdateret 05/08 2016