Rådgivning om en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats

Socialstyrelsen tilbyder rådgivning til kommuner, der vil styrke den tidligere forebyggende indsats for udsatte børn og unge. Der er opstart for de første fem rådgivningsforløb i september 2016. Ansøgningsfrist for tildeling af disse udløb den 20. juni. Der vil senere blive udbudt nye rådgivningsforløb for 2017.

En tidligere forebyggende indsats for socialt udsatte børn og unge giver både menneskeligt, fagligt og økonomisk mening. Forskningen på området peger på, at det kan betale sig at investere i bedre forebyggelse på området, da en tidlig indsats kan forebygge, at problemer vokser sig større, og at der i et længere perspektiv opstår negative følgevirkninger for målgruppen.

At målrette den kommunale indsats for udsatte børn og unge til at være tidligere forebyggende og mere effektiv kræver et strategisk fokus på forebyggelse i kommunen. Det kræver oftest en organisatorisk og helhedsorienteret omlægning på tværs af sagsbehandlingen, tilbudsviften og med fokus på sammenhængen til indsatsen i almenområdet.

Socialstyrelsens rådgivning vil understøtte kommunernes arbejde med:

  • En fælles forståelse og mål for en tidligere forebyggende indsats på tværs af ledere og fagprofessionelle
  • Målrettet og systematisk tværfagligt samarbejde på tværs af relevante faggrupper 
  • En dækkende og virksom tilbudsvifte
  • At styrke det forebyggende perspektiv i sagsbehandlingen på området for udsatte børn og unge



Sidst opdateret 06/07 2016