Fritidspas

Fritidspas giver udsatte børn og unge mulighed for at få et aktivt og meningsfyldt fritidsliv gennem fritidsvejledning og økonomisk støtte.

Projektperiode:

2014 - 2016

Målgruppe:

Målgruppen for fritidspasordningen er udsatte børn og unge i alderen 6-18 år, der ikke har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter på lige vilkår med deres jævnaldrende. Projektets målgruppe er både udsatte børn og unge i ”gråzonen” og stærkt udsatte børn og unge. De to grupper er ikke præcist defineret, men beskrives overordnet nedenfor. Et fællestræk ved børn og unge i ”gråzonen” er, at de har personlige og sociale kompetencer til relativt let at kunne indgå i fritidsaktiviteter, og det er fx sjældent, at børnene/de unge, eller deres familier, har en sag i socialforvaltningen. Årsagen til, at de alligevel ikke deltager i fritidsaktiviteter, skyldes primært forhold i familien eller omgivelser, fx en svag forældreopbakning, og manglende økonomiske ressourcer. Omvendt har gruppen af stærkt udsatte børn og unge (også) i højere grad sociale, personlige og adfærdsmæssige vanskeligheder, samtidig med at mange også har en svag forældreopbakning mm.

Baggrund for projektet:

Undersøgelser viser, at udsatte børn og unge er mindre aktive i organiserede fritidsaktiviteter, end børn generelt er i Danmark. Det kan fx skyldes dårlige økonomiske forhold i familien eller manglende støtte og opbakning fra forældrene. Internationale studier peger i denne sammenhæng på at deltagelse i fritidsaktiviteter kan forbedre skolepræstationer, skabe bedre trivsel, styrke venskaber og netværk, og være kriminalitetsforebyggende. Derfor ønskes fritidspasordningen udbredt til flere kommuner, da ordningen bidrager til øget livskvalitet for udsatte børn og unge.

Formål:

Formålet med projektet er at integrere udsatte børn og unge i almindelige fritidsaktiviteter sammen med andre børn og unge, da dette kan: • Styrke målgruppens sociale kapital, herunder børnenes/de unges sociale netværk og evner til at forstå sociale spilleregler • Øge målgruppens fysiske udfoldelse og dermed forbedre målgruppens sundhedstilstand • Forbedre målgruppens livskvalitet

Dokumentation og evaluering:

Projektet evalueres ikke.

Finansiering:

Med finansloven for 2014 blev der afsat 280 mio. kr. over fire år til det samlede initiativ Tidlig Indsats - Livslang Effekt på børne- og ungeområdet, som skal sikre en tidlig og målrettet indsats over for børn og unge, der vokser op i udsatte familier. Udbredelsen af fritidspasordningen er en del af dette initiativ.

Kontakt:

Emilie Normann Hovgaard
41932589
Sidst opdateret 13/11 2015