29/06 2012

Ny direktør i Socialstyrelsen

Knud Aarup skal være ny direktør i Socialstyrelsen. Knud Aarup skal lede Socialstyrelsen som socialfagligt fyrtårn, der bidrager med viden og virkningsfuld socialpolitik til gavn for borgerne.

Knud AarupSocialstyrelsen har et helt særligt ansvar for at levere viden til gavn for børn, ældre, handicappede og andre udsatte grupper. Det er styrelsens opgave at sikre, at Folketingets socialpolitiske beslutninger hurtigt og effektivt bliver omsat til praktisk social indsats i kommunerne. Dette arbejde skal Knud Aarup nu stå i spidsen for. Han tiltræder stillingen den 15. august.

Om Knud Aarup

Knud Aarup, 57 år, er uddannet cand.scient.pol. og kommer fra en stilling som social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune. Tidligere har han blandt andet været ansat som administrationschef ved Det Jyske Musikkonservatorium og som børne- og ungedirektør i Horsens Kommune.

Departementschef Jesper Zwisler udtaler: ”Den nye direktør for Socialstyrelsen vil få en vigtig rolle i at udvikle styrelsen til landets socialfaglige fyrtårn. Målet er at bidrage aktivt til en virkningsfuld socialpolitik til gavn for borgerne. Jeg er sikker på, at Knud Aarup er den helt rigtige til at stå i spidsen for denne udvikling.”


CV - Knud Aarup

  • 2006 – 2012    Social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune
  • 2001 – 2006    Administrationschef ved Det Jyske Musikkonservatorium
  • 2000 – 2001    Selvstændig konsulent og forskningsassistent ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet
  • 1998 – 2000    Børne- og ungedirektør i Horsens Kommune
  • 1995 – 1998    Forvaltningsdirektør i Hadsten Kommune
  • 1989 – 1995    Henholdsvis personalechef, markedschef og divisionschef i Kommunedata
  • 1984 – 1989    Virksomhedskonsulent ved PLS Consult
  • 1983 – 1984    Fuldmægtig ved Arbejdsmarkedsnævnets sekretariat, Aarhus
  • 1982 – 1983    Sekretær i Indenrigsministeriet
Sidst opdateret 04/02 2015