16/06 2016

Ny viden om tidligere forebyggende indsatser for børn og unge

Få nye input til, hvordan I kan arbejde med tidligere forebyggende indsatser for udsatte børn og unge. Socialstyrelsen udgiver en videnskortlægning i rapportform og et inspirationskatalog til kommunerne.

Mange kommuner landet over er i færd med at omlægge deres indsats for udsatte børn og unge i en tidligere forebyggende retning. Målet er en forebyggende tilgang, der går på tværs af sagsbehandling og tilbudsvifte, og som har fokus på sammenhængen til den tidlige indsats i almenmijøet. Omstillingen sker efter bl.a. svensk forbillede, og mange taler derfor om den svenske model.

Videnskortlægning og inspirationskatalog

Socialstyrelsen udkommer nu med to udgivelser, der kan give yderligere inspiration til både de kommuner, der allerede er i gang med omstillingen, og til andre, der måske overvejer at gøre det. Den ene udgivelse er en videnskortlægning i rapportform, den anden er en sammenfatning heraf i et inspirationskatalog.

Kortlægningen følger to spor. I det ene spor afdækkes den eksisterende viden om tiltag, der på det organisatoriske niveau kan understøtte en omlægning til en tidligere forebyggende praksis indenfor ledelse, organisering og tilrettelæggelse af arbejdet.

Kortlægningens andet spor drejer sig om at identificere viden om konkrete virkningsfulde indsatser, som kan give inspiration til kommunernes tilbudsvifte. Indsatserne fordeler sig jævnt over de forskellige aldersgrupper. 

Aktiviteter og virksomme mekanismer

I præsentationen af indsatser introduceres en skelnen mellem aktiviteten i en indsats og de virksomme mekanismer. Hvis et barn fx deltager i en netværksgruppe, der fører til en socialisering, er netværksgruppen aktiviteten. Socialiseringen er derimod den virksomme mekanisme, der kan være med til at forklare, hvorfor indsatsen virker.

Inspirationskataloget er en kortere og mere praksisnær udgave af videnskortlægningen.

Begge udgivelser er udarbejdet af Rambøll i forbindelse med Socialstyrelsens partnerskabsprojekt om en tidligere indsats på børn- og ungeområdet.

Rapport: Kortlægning af eksisterende viden om tidligere og forebyggende indsatser for socialt udsatte børn og unge

Inspiration til omlægning af indsatsen for udsatte børn og unge. Viden om tidligere og forebyggende indsatser

Information om partnerskabsprojektet

Sidst opdateret 16/06 2016