12/05 2016

Deltag i projekt om netværksinddragende metoder

Ønsker jeres kommune at arbejde systematisk med at inddrage netværket på børn- og ungeområdet? Socialstyrelsen er klar med ansøgningsskema. Metoderne er Familierådslagning, Signs of Safety og Det inddragende netværksmøde.

Socialstyrelsen arbejder for at udbrede tre forskellige netværksinddragende metoder, der kan bruges i arbejdet med udsatte børn og unge. 

Jeres kommune kan nu søge om at være med i projektet. Metoderne er Familierådslagning, Signs of Safety og Det inddragende netværksmøde.

De tre metoder understøtter indsatstrappetænkningen, hvor der er fokus på den tidlige forebyggende indsats og på at bevare det enkelte barns hverdagsmiljø.  

Projektperioden løber frem til 2018. Der kan deltage i alt 12 kommuner over de tre år: Fem kommuner her i 2016 og igen i 2017 og to kommuner i 2018. 

Netværksinddragende metoder - projektbeskrivelse og ansøgningsskema

Kom på kursus i metoderne

Socialetyrelsen tilbyder hver kommune et gratis kursus i en eller to af de netværksinddragende metoder. Der er tale om et såkaldt praksiskursus, der tilbydes via Børnekataloget og tilrettelægges, så det passer til den enkelte kommune.

Som led i projektet modtager den enkelte kommune støtte til at implementere den eller de valgte metoder. I processen er der fokus på metodestringens og resultater.

Udvikling af model til opfølgning

I projektperioden skal der udvikles en resultatopfølgningsmodel. Udviklingen sker i et samarbejde med projektkommunerne, der bagefter vil kunne bruge den nye model til at dokumentere resultaterne af de netværksinddragende metoder.

Sidst opdateret 12/05 2016