29/03 2016

Selvskadende adfærd - nyt tema på Vidensportalen

Selvskadende adfærd hos børn og unge kan være en måde at regulere følelser på. Se det nye tema på Vidensportalen om selvskadende adfærd og få viden om bl.a. risiko- og beskyttelsesfaktorer og relevante terapiformer.

Socialstyrelsen har offentliggjort et tema på Vidensportalen om selvskadende adfærd hos børn og unge.

Den første selvskadende adfærd opstår ofte i forbindelse med pubertetens begyndelse. Dansk forskning viser bl.a., at personer, der har været udsat for traumatiske oplevelser i barndommen, er i højere risiko for at udvikle selvskadende adfærd.

Årsagerne til selvskadende adfærd hos børn og unge er forskelligartede, men ofte anvendes den som en form for mestringsstrategi til at regulere følelser og dermed opnå en midlertidig lindring.

I Vidensportalens tema kan du bl.a. få viden om omfanget af selvskadende adfærd samt risiko- og beskyttelsesfaktorer. Du kan også læse om to metoder, der kan hjælpe unge i målgruppen, nemlig dialektisk adfærdsterapi og mentaliseringsbaseret terapi. Metoderne kan anvendes af certificerede terapeuter.

Dialektisk adfærdsterapi

Dialektisk adfærdsterapi (DAT) er en behandlingsform, der har til hensigt at hjælpe med at regulere ekstreme følelser, som kan resultere i selvskadende adfærd. Behandlingen foregår både i individuelle sessioner og gruppesessioner. Udførelsen af dialektisk adfærdsterapi foretages i Danmark af enten psykiatriske afdelinger med speciale i behandlingsformen eller private behandlingstilbud, der har uddannede DAT-terapeuter.

Forskning peger på, at metoden bl.a. kan reducere den unges selvskadende adfærd og depressive symptomer.

Mentaliseringsbaseret terapi

Mentaliseringsbaseret terapi søger at øge individets mentaliseringevne, dvs. evnen til at forstå egne og andres udtalelser og handlinger som meningsfulde. Terapiformen er udviklet i en udgave, der er målrettet børn og unge under 18 år (Mentalization Therapy for Adolescents, MBT-A). Metoden indebærer, at den nærmeste familie inddrages i behandlingen.

Et engelsk studie viser, at børn og unge behandlet med MBT-A har en lavere grad af selvskadende adfærd og færre symptomer på depression og borderline personlighedsforstyrrelse end børn og unge behandlet med generel behandling.

Se temaet på Vidensportalen om unge med selvskadende adfærd

Se oversigten over alle temaer på Vidensportalen om børn og unge

 

 

Sidst opdateret 29/03 2016