03/05 2016

Ny håndbog i resultatdokumentation og evaluering

De sociale tilbud får nu en håndsrækning til arbejdet med at dokumentere og evaluere indsatserne for borgerne. Socialstyrelsen udgiver en praksisnær håndbog med vejledning og værktøjer, der kan understøtte den faglige læring.

Socialstyrelsen har netop udgivet en håndbog om resultatdokumentation til landets ca. 2.000 sociale tilbud for børn, unge og voksne. Håndbogen skal understøtte den faglige læring og metodiske udvikling, der foregår på tilbuddene.

Bogen er tænkt som en hjælp til arbejdet med at dokumentere og evaluere de resultater, som tilbuddene opnår for borgerne.

Håndbogen tager derfor udgangspunkt i, hvordan tilbuddene selv kan anvende dokumentationen til faglig refleksion og læring, og den inddrager en række tilbuds egne erfaringer med, hvordan arbejdet med dokumentation og evaluering kan blive en del af den socialfaglige indsats.

Læring på tværs af tilbud og kommuner

Håndbogen vejleder om, hvordan data om målgrupper, indsatser og resultater kan indsamles og indgå i vidensgrundlaget for den enkelte indsats. Bogen præsenterer en model med syv faser og er bygget op som en praksisnær guide, der trin for trin viser, hvordan man kan arbejde.

Vidensbasering af sociale indsatser er ikke blot til gavn for den enkelte borger, men giver også mulighed for læring på tværs af tilbud og kommuner, og dokumentationen kan bidrage til en fælles vidensbase. Håndbogen beskriver derfor også, hvad den kommunale forvaltning skal være særligt opmærksom på, når den sætter rammerne for videndeling.

”Resultatdokumentation og evaluering – håndbog for sociale tilbud” er udarbejdet af Rambøll med bidrag fra KORA. Indholdet i håndbogen er kvalificeret af en bredt sammensat følgegruppe med repræsentanter fra bl.a. faglige organisationer, kommuner og sociale tilbud.

Resultatdokumentation og evaluering - håndbog for sociale tilbud – webversion på Vidensportalen (link)

Temamøder om håndbogen

Socialstyrelsen afholder to temamøder for ledere og fagpersoner i juni i Odense og i København. Her præsenteres håndbogens model for videns- og databaseret kvalitetsudvikling.

Der er gratis adgang. Der er et begrænset antal pladser, som besættes efter først til mølle-princippet.

Tilmelding til temamøde 8. juni København

Tilmelding til temamøde 15. juni Odense

Tilmelding til temamøde 16. juni Odense 

Konference om vidensbaseret social praksis

Til efteråret afholder Socialstyrelsen i samarbejde med KORA og University College Lillebælt en konference om vidensbaseret social politik og praksis. Der kommer mere information senere her på Socialstyrelsen.dk og i nyhedsbrevet.

Sidst opdateret 04/05 2016