21/04 2016

Målrettet indsats overfor ungdomskriminalitet

Systemet YLS/CMI kan bruges til at måle udviklingen hos børn og unge i kriminalitet. Socialstyrelsen stiller systemet til rådighed og tilbyder gratis brugerkurser for kommuner, anbringelsessteder og ambulante foranstaltninger. Næste kursus: 30.-31 maj.

Arbejder I med kriminelle eller kriminalitetstruede børn og unge? Så har I måske interesse i dokumentationssystemet YLS/CMI. 

Socialstyrelsen stiller systemet til rådighed for kommuner, anbringelsessteder og ambulante foranstaltninger, der arbejder med denne målgruppe, og tilbyder gratis brugerkurser.

Hvad kan systemet YLS/CMI?

Dokumentationssystemet YLS/CMI kan vise information om den enkelte unge og den samlede ungegruppe i forhold til:

  • Den samlede problemtyngde
  • Problemtyngden på de centrale risikofaktorer
  • Udviklingen i problemtyngden.

Systemet kan styre tilrettelæggelsen af indsatsens mål, intensivitet og omfang og kan både bruges til at følge den enkelte unge samt til at sammenholde udviklingen for flere unge.

Man kan også bruge det til at indsamle overblik over et samlet udviklingsforløb for alle unge i en gruppe og til at sammenligne på tværs af fx anbringelsessteder.

Grundlaget for dokumentationssystemet YLS/CMI

Dokumentationssystemet er bygget op om det validerede redskab Youth Level of Service/Case Management Inventory (YLS / CMI).

Redskabet identificerer og måler de unges problembelastning på de væsentligste risikofaktorer og måler risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet.

Næste kursus 30. - 31. maj

Brugerkurserne er gratis, og det næste afholdes den 30. – 31. maj. Der skal søges om optagelse.

Yderligere information om brugerkurserne YLS/CMI

Generel præsentation af redskabet YLS/CMI 

                     

 

Sidst opdateret 21/04 2016