05/02 2016

Nyt kursusmateriale: Medborgerskab til voksne med udviklingshæmning

Et nyt kursusmateriale sætter fokus på medborgerskab, demokrati og kendskab til egne rettigheder. Materialet er udviklet til voksne med udviklingshæmning, der har betydelige funktionsnedsættelser.

Socialstyrelsen har udgivet et kursusmateriale - "Kursus i medborgerskab til voksne med udviklingshæmning". Det er udviklet og afprøvet i tæt samarbejde med medarbejdere på 10 beskæftigelses- og aktivitetstilbud efter servicelovens §§ 103 og 104.

Formålet med kurset er, at voksne med udviklinghæmning, der har betydelige funktionsnedsættelser, i højere grad kender deres rettigheder og udøver dem. Kurset skal også medvirke til, at udviklingshæmmede kan tage beslutninger om eget liv og være medbestemmende i de nære fællesskaber og i samfundet generelt.

Fire centrale temaer

Kurset varer fire uger og er bygget op omkring fire centrale temaer. Et tema svarer til en kursusuge:

  • Tema 1: Jeg bestemmer 
  • Tema 2: Vi bestemmer 
  • Tema 3: Med i samfundet 
  • Tema 4: Demokrati og indflydelse.

Materialet er udarbejdet, så medarbejdere på aktivitets- og beskæftigelsestilbud kan afholde kursus i medborgerskab for kommunens borgere med udviklingshæmning. Kursusmaterialet er overskueligt opbygget og guider underviserne igennem hver enkelt undervisningsdag og hver enkelt øvelse.

Yderligere information og adgang til kursusmateriale om medborgerskab 

Positive erfaringer

Både undervisere og deltagere vurderer, at deltagerne via kurset både har fået øget viden og færdigheder i medborgerskab og egne grundlæggende rettigheder. Det viser den erfaringsopsamling, Socialstyrelsen har gennemført.

Rapport: Kursus i medborgerskab - erfaringer og resultater

Udviklingen af kurset i medborgerskab er finansieret af satspuljen 2014.

Sidst opdateret 05/02 2016