02/02 2016

Den bedste indsats for børn og unge med alvorlig synsnedsættelse

Socialstyrelsen har i regi af den nationale koordinationsstruktur netop offentliggjort en ny forløbsbeskrivelse. Den beskriver, hvordan kommunerne bedst kan hjælpe børn og unge med alvorlig synsnedsættelse.

En tidlig og højt specialiseret indsats i forhold til børn og unge med alvorlig synsnedsættelse har stor betydning for barnets udvikling og udgør fundamentet for aktivitet og deltagelse senere i livet. Mulighederne for at blive inkluderet i både dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser bliver kraftigt styrket.

Socialstyrelsen har i regi af den nationale koordinationsstruktur netop udsendt en ny forløbsbeskrivelse, der handler om rehabilitering og undervisning af børn og unge med alvorlig synsnedsættelse. Her kommer Socialstyrelsen med anbefalinger til, hvordan kommunerne selv og i samarbejde kan tilrettelægge en højt specialiseret og sammenhængende indsats til børn og unge med alvorlig synsnedsættelse.

Aktuel viden og praksis

Forløbsbeskrivelsen indeholder viden og anbefalinger om:

  • Målgruppen - hvad kendetegner børn og unge med alvorlig synsnedsættelse 
  • Faglige indsatser - hvad er de centrale faglige indsatser, der bedst sikrer udvikling og inklusion for målgruppen
  • Organisering og samarbejde - hvordan omsættes de faglige indsatser til et sammenhængende og koordineret forløb
  • Effekt - hvad ved vi om effekten af indsatserne, og hvordan styrkes resultatdokumentationen.
Anbefalingerne bygger på aktuelt bedste viden og praksiserfaring på social- og undervisningsområdet.

Målgruppen for forløbsbeskrivelsen

Den nye forløbsbeskrivelse henvender sig især til kommunale ledere, som har ansvar for planlægning, tilrettelæggelse og implementering af rehabilitering og undervisning af børn og unge med alvorlig synsnedsættelse. Desuden er forløbsbeskrivelsen interessant for leverandører og ansatte, der arbejder med målgruppen, samt for pårørende og interessegrupper.

Forløbsbeskrivelsen er udarbejdet i samarbejde med Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling samt en række faglige eksperter og interessenter, herunder KL, Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen, udvalgte kommuner samt relevante bruger- og interesseorganisationer.

Gå til Vidensportalen og se forløbsbeskrivelsen om alvorlig synsnedsættelse 

Information om National koordination generelt

Sidst opdateret 02/02 2016