Den bedste indsats for voksne med kompleks erhvervet hjerneskade

16-08-2016

Hvordan kan kommunerne bedst hjælpe voksne med kompleks erhvervet hjerneskade? Det fremgår af en ny forløbsbeskrivelse, som Socialstyrelsen netop har offentliggjort i regi af den nationale koordinationsstruktur.

’Det hele menneske’ skal være centrum for forløbet, når en borger rammes af en erhvervet hjerneskade. Borgeren og eventuelle pårørende skal inddrages fra start til slut for at fremme udbyttet af rehabiliteringsindsatsen.

Det er en af de overordnede pointer i en ny forløbsbeskrivelse om rehabilitering af voksne, der har fået en kompleks erhvervet hjerneskade. Forløbsbeskrivelsen bygger på udvalgt viden om virksomme og lovende indsatser på det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde.

Det afgørende for borgerens samlede forløb er, at kombinationen af indsatser og metoder retter sig specifikt mod de funktionsnedsættelser og behov, som den enkelte borger har.

Der skal ikke kun sættes ind på at genoptræne – fx borgerens gangfunktion - der skal også være fokus på borgerens håb og drømme for fremtiden. Altså på ’det hele menneske’. 

Anbefalinger på seks områder

I forløbsbeskrivelsen kommer Socialstyrelsen med konkrete anbefalinger til, hvordan man kan tilrettelægge en højt specialiseret og sammenhængende indsats til voksne med kompleks, erhvervet hjerneskade. Arbejdet kan tilrettelægges af den enkelte kommune, men da målgruppen er lille, vil der ofte være fordele ved at samarbejde med andre kommuner.

Anbefalingerne har fokus på seks forskellige områder:

• Forudsætninger for højt specialiserede indsatser
• Borgerens mentale funktioner
• Borgerens identitets- og følelsesmæssige udfordringer
• Kommunikation
• Organisering og samarbejde
• Rettidig indsats

Målgruppen for forløbsbeskrivelsen

Forløbsbeskrivelsen henvender sig især til kommunale ledere, som har ansvar for planlægning, tilrettelæggelse og implementering af rehabilitering af voksne med kompleks erhvervet hjerneskade. Forløbsbeskrivelsen er også interessant for leverandører og ansatte, der arbejder med målgruppen, og for pårørende og interessegrupper.

Forløbsbeskrivelsen er udarbejdet i samarbejde med Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og en række faglige eksperter og interessenter, herunder KL, Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen, udvalgte kommuner og relevante bruger- og interesseorganisationer.

Se forløbsbeskrivelsen om rehabilitering af voksne med kompleks erhvervet hjerneskade 

Information om National koordination generelt 

 

Senest opdateret 19-08-2016

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her