29/04 2015

Tre lovende metoder til behandling af unge brugere af rusmidler

Seks kommuner har i de seneste fire år testet tre behandlingsmetoder, der alle fokuserer specifikt på unge brugere af rusmidler i alderen 12-17 år. Resultaterne er lovende og metoderne klar til implementering i alle kommuner.

Deres forbrug af rusmidler falder, de begår mindre kriminalitet, er mindre psykisk belastet af eksempelvis angst og hallucinationer og de får en mere stabil hverdag med skolegang eller beskæftigelse.

Det viser de foreløbige resultater af seks kommuners systematiske anvendelse af tre forskellige behandlingsmetoder i forhold til unge brugere af rusmidler. I fire år har kommunerne Horsens, Helsingør, Aarhus, Odense, Aalborg og Herning testet og siden helt eller delvist implementeret de tre udvalgte og lovende metoder. U-turn er udviklet i København, U18-modellen er udviklet i Aarhus mens MST-SA er udviklet i USA. Metoderne har særligt fokus på unge i alderen 12-17 år og undgår dermed specifikt at sætte de unge sammen med voksne misbrugere i behandling.

Fælles for metoderne er, at de ikke ensidigt fokuserer på den unges forbrug af rusmidler, men holder fast i et helhedsperspektiv omkring de unge og deres omgivelser. Det betyder, at der også er fokus på uddannelse, beskæftigelse og gode familierelationer. Det handler om at tage udgangspunkt i de elementer, der kan fastholde de unge i en normal hverdag og gode relationer, mens man samtidig systematisk rydder ud i de dårlige vaner.

Arbejdet med de tre metoder og de foreløbige resultater er netop offentliggjort på en konference og i et magasin, der kan downloades på Socialstyrelsens hjemmeside. I magasinet er der også råd til kommunerne om overvejelser i forhold til valg og implementering af metoderne samt kontaktoplysninger til modelejerne.

De endelige resultater foreligger i løbet af sommeren, når SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er klar med sin endelige evaluering af de tre behandlingsmetoder.

Få mere viden om de tre behandlingsmetoder og implementering

Yderligere oplysninger:

Michael Karlsen, souschef: tlf. 91 37 02 14, mika@socialstyrelsen.dk

Gitte Bossi-Andresen, projektleder: tlf. 50 81 09 38,gba@socialstyrelsen.dk

Sidst opdateret 13/05 2015