20/11 2015

Nyt tema om verbal dyspraksi på Vidensportalen

Vidensportalen bringer et nyt tema om verbal dyspraksi hos børn og unge. Temaet giver en grundig baggrundsviden om taleforstyrrelsen og information om metoder til arbejdet med verbal dyspraksi.

Socialstyrelsen har lanceret et nyt tema på Vidensportalen, denne gang om verbal dyspraksi. Formålet med vidensportaltemaet er at formidle viden om den kompleksitet, som verbal dyspraksi hos børn rummer. Men også viden om og redskaber til, hvordan man kan arbejde med det enkelte barn med verbal dyspraksi.

Hvad er verbal dyspraksi?

Verbal dyspraksi er en medfødt motorisk udviklingsforstyrrelse, der er neurologisk betinget. Børn og unge med verbal dyspraksi har forskellige udtalevanskeligheder, der gør, at det kan være svært at forstå, hvad de siger.

Der findes flere metoder, der kan hjælpe børn og unge med verbal dyspraksi. Indsatserne kan have varierende fokus, men ofte skal der en langvarig indsats til for at hjælpe dem til et forståeligt talesprog. Træningen må målrettes de specifikke taleproblemer, som den enkelte har.

Temaet på Vidensportalen rummer grundig information om målgruppen, diagnosticering og udredning. Der beskrives også fem dokumenterede indsatser, der repræsenterer forskellige måder at arbejde med verbal dyspraksi på.

Metoderne Lydbyggeren og PROMT

En indsats er "Lydbyggeren", der er den mest udbredte metode i Danmark til sprogtræning af førskolebørn. Den har vist gode behandlingsresultater og giver især forbedringer af udtalen.

En amerikansk metode, der er begyndende interesse for herhjemme, er PROMT. Det er en helhedsorienteret metode, som både fokuserer på at træne talemotoriske færdigheder og evnen til at indgå i relationer og sociale aktiviteter.

I temaet på Vidensportalen præsenteres desuden tre andre internationale metoder.

Temaet om verbal dyspraksi henvender sig især til kommunale beslutningstagere, ledere og fagpersoner.

Se temaet på vidensportal.dk om verbal dyspraksi hos børn og unge

Se oversigten over de samlede handicaptemaer på vidensportal.dk 

 

Sidst opdateret 20/11 2015