05/10 2015

Håndbog til unge anbragte på vej ind i voksenlivet

Lettilgængelig viden til unge om bolig, job, sundhed og meget andet. Socialstyrelsen udgiver håndbogen "Kort Fortalt" til unge, der har været anbragt udenfor hjemmet og nu skal til at bo for sig selv.

Unge, der har været anbragte udenfor hjemmet, kan have særlige udfordringer ved overgangen til voksenlivet. Mange kan savne viden om fx både praktiske ting og mere personlige forhold.

Socialstyrelsen udgiver derfor nu håndbogen "Kort Fortalt" til unge, som har brug for mere viden om de mange forhold, der knytter sig til en selvstændig voksentilværelse.

Håndbogen ”Kort Fortalt”

"Kort Fortalt" skal gøre det nemmere for de unge, der nu for første gang skal bo for sig selv. I bogen kan den enkelte få gode råd og vejledninger om fx madlavning, rengøring, jobsøgning, sex, sundhed og sociale rettigheder og forpligtelser.

Materialet henvender sig direkte til de unge selv. Indholdet er kort og præcist og i en form, der skal skabe overblik og struktur. Materialet kan desuden anvendes i dialogen mellem den unge og en kontaktperson eller anden voksen.

"Kort Fortalt" sendes til alle landets kommuner og kan desuden hentes i elektronisk form her på Socialstyrelsen.dk

Del af efterværnspakken

Socialstyrelsen har tidligere udgivet en mappe til unge, der har været anbragt. Den har været meget efterspurgt, og Socialstyrelsen udgiver den derfor nu igen som en håndbog i en ny og ajourført udgave. Genudgivelsen er et led i den såkaldte efterværnspakke, der er finansieret af satspuljemidler.

Håndbogen ”Kort Fortalt” til tidligere anbragte unge 
Efterværnspakken

 


Sidst opdateret 05/10 2015