Stammen hos voksne

Når man er voksen, er stammen blevet en integreret del af ens personlighed, og chancen for at holde op med at stamme er lille. Det er derfor nødvendigt at betragte stammen som et livsvilkår, som man skal forholde sig til resten af livet.

Mand sidder ved pcDe typiske stammesymptomer hos voksne er forlængelser, blokeringer og gentagelser i forskellige variationer og sværhedsgrader.

Stammen er ofte forbundet med megen kamp for at tale. For manges vedkommende gælder det, at den indre stammen (angsten for at stamme, undgåelse af visse situationer, skam og mindreværdsfølelse) er kommet til at fylde lige så meget eller mere end den ydre, hørbare stammen.

Søren er 27 år. Han har stammet, siden han var helt lille. Han kan ikke huske meget om stammen fra sin tidlige barndom. Fra skolen kan han huske problemerne, når han skulle læse højt i klassen, og drillerierne fra de andre børn. Efter gymnasiet havde Søren mest lyst til at læse til lærer, socialrådgiver eller et andet job, hvor ”man har med mennesker at gøre”. Men han turde ikke tage en uddannelse, hvor han skulle tale med mange mennesker, og uddannede sig i stedet indenfor it. Som færdiguddannet oplevede Søren, at han ikke blev indkaldt til jobsamtaler, hvis han skrev i ansøgningen, at han stammede. Derfor undlod han at skrive om stammen, når han søgte job. Han arbejder i dag som it-konsulent i et mindre firma. Han undgår så vidt muligt at tale i telefon og arbejder mest alene eller i små team.

Mange voksne stammere vælger at undgå mennesker og situationer, hvor det er svært at stamme åbent. Andre vælger at skjule deres stammen helt, idet de nøje overvejer deres ordvalg eller holder sig fra situationer, som de antager, de ikke kan magte.

Det er dog mere hensigtsmæssigt at være åben om stammen, men det kræver, at man erkender og accepterer, at man stammer, hvilket bestemt ikke er let. Er man åben om stammen, kan man ofte tage brodden af mulige situationer, der ellers kunne være sårbare.

Stammen og erhvervsvalg

Generelt kan mennesker, der stammer, udføre de samme arbejdsopgaver som mennesker, der ikke stammer. Det er ikke usædvanligt, at mennesker, der stammer, har ledende stillinger og jobs, der kræver megen kommunikation. Der er ikke så få undervisere, foredragsholdere og skuespillere, der stammer.

Man skal derfor ikke vælge uddannelse og erhverv ud fra sværhedsgraden af den stammen, man aktuelt har, men ud fra de interesser og jobønsker, man har.

Hjælp til at arbejde med stammen

Man kan som voksen få hjælp til at arbejde med sin stammen, så den bliver mere kontrolleret og mindre hæmmende. Hjælpen fås primært på de kommunale/regionale taleinstitutter og kommunikationscentre. Det er fortrinsvist logopæder, der udfører stammebehandlingen. Enkelte steder er der også mulighed for at tale med en psykolog. Vejledning, rådgivning og behandling af stammen er gratis i det offentlige system.

Find dit lokale taleinstitut/ kommunikationscenter.

Sidst opdateret 04/02 2016