Forside > Handicap > Stammen og løbsk tale > Om løbsk tale > Løbsk tale, stammen og andre talesprogvanskeligheder

Løbsk tale, stammen og andre talesprogvanskeligheder

Løbsk tale kan forekomme sammen med stammen og sammen med andre talesprogvanskeligheder.

Stammen og løbsk tale er både beslægtede og modsætningsfyldte.
De er beslægtede, fordi de begge er forstyrrelser i den flydende tale, fordi de ofte findes hos den samme person og fordi løbsk tale kan udvikle sig til stammen. De er modsætninger, fordi de synes at være i hver sin ende af en skala. 

Personen der stammer er sig sin talelidelse bevidst, hvorimod den løbsk talende ofte ikke synes at have nogen klar forestilling om sine tale-sprogvanskeligheder. Personen der stammer har større problemer med at tale til fremmede og i ukendte sammenhænge, og hans stammen synes at forværres, når han bliver stresset eller forsøger at gøre sig umage med at tale flydende.

Det er modsat hos personen med løbsk tale. Hans tale bliver bedre i de sammenhænge, hvor han er bevidst om, at han skal gøre sig umage for at tale mere tydeligt og forståeligt.

Stammesymptomer og andre tale-sproglidelser er med til at skjule de løbske elementer hos børn. Først når sproget er modnet, og de andre vanskeligheder er overvundet, vil den løbske tale stå tydeligere frem.

Sammenhæng mellem løbsk tale og andre tale-sprogvanskeligheder

Hos personer med løbsk tale med andre tale-sprogproblemer ses ofte en diffus tankeproces og en uudviklet sans for sprogets naturlige rytme og tryk. Derfor kan man hos nogle løbsk talende opleve en stereotyp talemelodi, uden større variation i stemmeføringen.

Den diffuse tankeproces kan give sig udslag i manglende overblik og mangel på planlægning og struktur, fx ved at personen med løbsk tale springer i tankegangen, har let ved at lade sig aflede, har opmærksomhedsproblemer og derfor har svært ved at lytte.

Vanskeligheder med udtalen er et andet af de hyppige tale-sproglige fænomener, som er en del af løbsk tale. Det kommer umiddelbart til udtryk i talen som utydelig og uskarp udtale, men efter en nærmere analyse er det, fordi der forekommer:

  • udeladelser (”ha kør” i stedet for ”han er kørt”, ”gøding” i stedet for gødning),
  • sammentrækninger (”skogår” i stedet for ”skolegården”, ”gå” i stedet for ”grå”), 
  • ombytninger (”Kalø slotsurin” i stedet for ”Kalø slotsruin”) 
  • indsættelse af forkert lyd (”falel” i stedet for ”farvel”, ”dod” i stedet for ”død”).

Der vil ofte også være stave- og læsevanskeligheder forbundet med løbsk tale, som er forårsaget af den førnævnte diffuse tankeproces. Disse problemer ses både i mundtlig og skriftlig formulering. Fx vil den mundtlige formulering være præget af associationer, hvor den ene tankerække tager den anden, og skriften vil ofte være fyldt med overstregninger og andre rettelser.

Sidst opdateret 04/02 2016