Udpeg en koordinator

Mange familier bliver unødigt belastet af at skulle koordinere sit eget rehabiliteringsforløb.

Hvis rehabiliteringsforløbet er koordineret allerede inden udskrivning, viser erfaringer, at de ramte bliver mere selvhjulpne, fordi de kan bruge kræfterne på at træne i stedet for at forsøge selv at holde overblik.

Menneskeligt og økonomisk er der derfor store fordele ved, at kommunen påtager sig at samordne træning og bevillinger til rehabiliteringen både indholds- og tidsmæssigt i den enkelte hjerneskadesag.

Behovet for koordinering af rehabiliteringsindsatsen kan imødekommes ved, at indsatserne tilrettelægges og koordineres af en hjerneskadekoordinatorfunktion. I mange kommuner er denne oprettet.

En hjerneskadekoordinatorfunktion varetager typisk opgaver i forhold til den ramte, men også i forhold til intern og ekstern koordinering.

Koordineringsopgaver i forhold til den ramte kan handle om at:

  • sikre, at den ramte og dennes pårørende har én kommunal tovholder/kontaktperson.
  • sikre samarbejdet i teamet omkring den ramte.
  • sikre fælles målsætning mellem den ramte og de fagprofessionelle.
  • udarbejde en plan for rehabiliteringsindsatsen.
  • vurdere og justere behovet for de enkelte faggruppers indsatser løbende.
  • sikre visitation og bevilling til aftalte indsatser.
  • formidle kontakt til relevante dele af sundhedsvæsenet eller specialiserede hjerneskadetilbud.
  • støtte personen i forhold til egenomsorg.
  • sikre kontakt til behandlingsansvarlig i sygehus og/eller almen praksis.
Sidst opdateret 27/07 2015