Viden om hjerneskader

Viden om hjerneskader er en forudsætning for at yde en god sagsbehandling. Den rette indsats giver både livskvalitet for borgeren og færre kommunale udgifter til pleje og forsørgelse.

Medarbejdere, der kommer i berøring med personer med hjerneskade, har derfor brug for at have kendskab til og forståelse for, hvad det vil sige at have en hjerneskade - de har brug for neurofaglig viden. Neurofaglig viden er en af forudsætningerne for at kunne tilbyde personer med erhvervet hjerneskade den optimale genoptræning og rehabilitering.

Viden om hjerneskader - hvordan?

  • Kortlæg, hvem der har viden om hjerneskader i kommunen. Det gør det lettere at bruge hinandens viden på tværs af forvaltninger, myndighed og udførerled.
  • Skab et grundniveau af viden om hjerneskader hos de medarbejdere, som har berøring med hjerneskader. Arranger fælles temadage eventuelt med eksterne undervisere.
  • Lav vidensdeling og skab netværk på tværs. Hold for eksempel oplæg og fortæl andre afdelinger om jeres arbejde og opgaver i forbindelse med hjerneskadesager.
  • Brug ekspertviden eksempelvis fra specialiserede steder og VISO.
  • Lad enkelte medarbejdere blive opkvalificeret med viden om hjerneskader og følgerne af en hjerneskade. De kan være ressourcepersoner for kolleger.
  • Evaluer og lær af konkrete hjerneskadesager. Køb for eksempel supervision til at få trukket den nødvendige viden frem af sagerne.
  • Ansæt en hjerneskadekoordinator, der har en stor viden om området.
  • Deltag i udviklingsprojekter.
Sidst opdateret 16/04 2015