Motoriske følger

Hjerneskader kan give motoriske følger i form af halvsidige lammelser.

Lammelser

Mange får besvær med at bevæge sig på grund af hel eller delvis lammelse af den ene kropshalvdel. En skade i venstre hjernehalvdel giver lammelse af højre kropshalvdel – og omvendt.

Som følge af lammelse kan det være svært at bevæge sig rundt i hjemmet, når man fx skal lave mad. Det kan være svært at komme ud, fordi man skal op eller ned ad trappen. Dagligdags gøremål, såsom bilkørsel og skrivning, kan volde problemer.

Spasticitet

Spændingen i muskulaturen i den ene kropshalvdel (også i ansigtet) kan være enten for lav eller for høj. Begge dele gør det svært at styre sine bevægelser. Spasticitet er en hyppig følgevirkning af en hjerneskade.

Nedsat muskelstyrke

Muskulaturen har ikke tilstrækkelig kraft og udtrættes hurtigt.

Svimmelhed og balanceproblemer

Personen kan fx gå usikkert og famlende, så omgivelserne misforstår situationen og tror, at vedkommende er beruset.

Nedsat kondition

Personen kan hurtigt blive stakåndet og ikke have udholdenhed til fx at cykle ret længe ad gangen.

Sidst opdateret 09/04 2015