Sagbehandling på sundhedsområdet

Børn og unge med erhvervet hjerneskade har ofte også brug for sundhedsfaglige indsatser efter udskrivelse fra sygehuset.

De sundhedsfaglige indsatser kan både omhandle særlige indsatser, som fx genoptræning, der er en direkte følge af hjerneskaden. Men det kan også omfatte indsatser fra den kommunale sundhedstjeneste.

Den kommunale sundhedstjeneste

Sundhedstjenesten har fokus på børn og unges udvikling, sundhed og trivsel, og den består af kommunens sundhedsplejersker og eventuelt kommunalt ansatte læger på børne- og ungeområdet. I nogle kommuner er der også tilknyttet ergo- og fysioterapeuter.

Børn og unge med handicap skal, uanset om de følges og behandles af specialister, tilbydes samme ydelser som andre børn og unge, herunder forebyggende helbredsundersøgelser fra sundhedstjenesten. Børn og unge med erhvervet hjerneskade kan derudover have behov for en særlig indsats fra sundhedtjenesten. I førskolealderen kan der være behov for, at sundhedsplejersken tilbyder flere besøg, og i skolealderen kan der ligeledes være behov for yderligere støtte og rådgivning.

Genoptræning og andre rehabiliteringsindsatser

Børn og unge med erhvervet hjerneskade har ofte behov for genoptrænings- og rehabiliteringsindsatser, som kræver medvirken af både sundhedspersoner og andre fagpersoner, og som går på tværs af både sundheds-, social-, undervisnings- og fritidsområdet.

For børn og unge med erhvervet hjerneskade omfatter genoptrænings-indsatsen især bevægelsesfunktioner, mentale funktioner og andre påvirkede kropsfunktioner, samt genoptræning i relation til udførelse af aktiviteter.
Ved planlægning af indsatser til børn og unge er det væsentligt, at der er en passende balance og variation mellem leg, læring og træning.

Genoptræningsindsatser, som varetages i henhold til sundhedslovens § 140, omfatter genoptræning varetaget af autoriserede sundhedspersoner som fx fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker, læger, bandagister, kliniske diætister m.fl.

Mange børn og unge vil også have behov for genoptræningsindsatser varetaget af børneneuropsykologer og audiologopæder. De er imidlertid ikke autoriserede sundhedspersoner, men forankret på henholdsvis socialområdet og undervisningsområdet. Visitation i kommunen til disse faggrupper sker efter disse områders lovgivning. 

Fold alle teksterne ud eller ind

Sidst opdateret 16/04 2015