Svingende vågenhed og energi

Hjernen sender ikke den rigtige mængde energi til, at barnet/den unge kan holde sig vågent og arbejde opmærksomt.

Måske sidder barnet/den unge uroligt på stolen, trommer med fingrene, vandrer rundt eller taler meget. Alt sammen barnets/den unges ubevidste forsøg på at jagte stimuli, der vækker hjernen.

Svingende vågenhed og energi i undervisningen viser sig ved, at barnet/den unge:

  • Taber opmærksomheden
  • Udviser mental træthed
  • Bliver overaktiv og speedet
  • Er meget urolig i timerne: trommer med fingrene på bordet, vipper på stolen, vandrer rundt
  • Urolig ved krav om koncentration, fx piller næse, klør sig meget
  • Taler meget, blander sig uden at have fingeren oppe
  • Har svært ved at komme i gang og afslutte et arbejde
  • Har svært ved at finde den sidste rest af energi
  • Kan virke doven
  • Falder i søvn i skolen
  • Har lige kunnet det, men kan ikke nu. Det er uforudsigeligt, hvornår han/hun kan
  • Har ”klumper” i energien.

Pædagogiske tips til at støtte barnet

Tips til indretningen:

  • Luftpude som sæde. Giv barnet/den unge mulighed for at sidde på en luftpude, hvorved barnets/den unges opmærksomhed påvirkes og styrkes.
  • Mulighed for at skifte arbejdsplads. Indret klasseværelset, så barnet/den unge har to arbejdspladser at skifte mellem

Tips i undervisningen

  • Dosér arbejdskravet. Kræv små mængder arbejde eller koncentreret opmærksomhed ad gangen.
  • Indskyd pauser. Aftal et vist antal pauser, hvor barnet/den unge får lov at gå en tur i klassen eller udenfor. Et særligt pausekort kan fremstilles. Læreren har ét, og barnet/den unge har ét. Læreren kan vise barnet kortet, når han opdager, at barnet/den unge er ved at være udtrættet. Barnet/den unge kan også vise læreren kortet. Begge ved, at det betyder: Løb en tur.
  • Giv barnet/den unge signal. Læreren bør have et privat signal, som han/hun kan bruge over for barnet/den unge, hvis det er ved at koble fra eller taler for meget. Fx et prik på skulderen eller en bestemt håndbevægelse.
  • Brug et æggeur, der viser, hvor længe barnet/den unge skal anstrenge sig. I starten få minutter, senere længere tid.
  • Brug mange skift. Gerne skift i opgaverne, fx mellem skriftligt arbejde, læsning og opgaveark.
  • Brug computerspil i undervisningen. Indlæringsspil ved computeren kan forlænge arbejdsperioden, da lysglimt, hurtige skift i opgaver og umiddelbar respons på opgaver påvirker opmærksomheden.
  • Læg krævende opgaver, når barnet har mest energi. Der kan være stor forskel på, hvornår på dagen barnet/den unge er mest oplagt. Krævende opgaver bør lægges, når der er mest energi.
  • Musik til arbejdet. Nogle børn/unge mener, at de kan mobilisere mere energi, hvis de hører musik. Det er værd at prøve.
Sidst opdateret 17/04 2015