Epileptiske anfald

Der er mange slags epileptiske anfald. De kan vise sig som krampeanfald, hvor kroppen ryster ukontrollerbart, men også som mere diskrete, kortvarige bevidsthedsudfald.

Langt de fleste mennesker forbinder epilepsi med krampeanfald, hvor personen falder om og ryster kraftigt med arme og ben. Dette er dog kun ét af mange typer anfald. Epileptiske anfald kan alt efter, hvor i hjernen forstyrrelsen finder sted, påvirke alle dele af sanseapparatet, bevægelserne, stemninger og bevidsthedsniveau.

Epileptiske anfald inddeles overordnet i to hovedgrupper, afhængig hvor stor en del af hjernen den epileptiske aktivitet involverer.

  • Fokale anfald 
  • Generaliserede anfald

Et anfald som involverer hele hjernen kaldes generaliseret, mens et anfald, som involverer et bestemt område kaldes fokalt (tidligere partielt).

Herunder kan du læse mere om de forskellige typer epileptiske anfald. Du kan også læse om epileptiske anfald som ikke stopper af sig selv (status epileticus) og læse om anfald som ikke skyldes epilepsi: Feberkramper og såkaldte psykogene anfald. Derudover findes der en beskrivelse af den aura, som nogen kan mærke forud for et anfald samt en beskrivelse af de psykiske symptomer nogen oplever i forbindelse med anfald.

Fold alle teksterne ud eller ind

Generaliserede anfald

Ved generaliserede anfald er begge hjernehalvdele involveret. Generaliserede anfald kan komme til udtryk på forskellige måder, men fælles er at bevidstheden altid er påvirket ved denne type anfald. Anfaldene kan vare fra et splitsekund til flere minutter.

Absencer

Kaldtes tidligere ”Petit mal” anfald. Absencer opdeles i typiske og atypiske absencer.

Typiske absencer viser sig ved, at man er fraværende et kort øjeblik, som regel mindre end ti sekunder. Samtidig kan der være øjendrejning og eventuelt en let for- eller bagoverbøjning af hovedet. Anfaldet begynder og slutter brat, og man er bagefter fuldstændig frisk igen. Absencer kan være svære at få øje på, men kan i nogle tilfælde optræde flere gange i timen.

En atypisk absence kan have en mere gradvis begyndelse og afslutning, de er oftest længere varende (30 - 60 sekunder) og kan ledsages af andre fysiske symptomer/tegn. Atypiske absencer kan også forekomme flere gange i timen. Atypiske absencer ses ofte hos personer med udviklingshæmning.

Myoklonier (myoklone ryk)

Myoklonier er pludselige ryk i musklerne, hvorunder man eventuelt taber eller slynger ting ud af hænderne eller måske knækker sammen i knæene. Myoklonierne kan optræde enkeltvis eller i serier.

Tonisk-kloniske krampeanfald

Kaldtes tidligere “Grand Mal” anfald.

Toniske-kloniske kramper er den mest voldsomme anfaldstype. Det typiske anfaldt starter med en tonisk fase, hvor man bliver stiv i hele kroppen og mister bevidstheden. Efter nogle sekunder udvikler det sig til en klonisk fase, hvor der kommer rytmiske trækninger i arme og ben. Under anfaldet kan der være længere pauser i vejrtrækningen og man kan blive blå i hovedet. Der kan være slim og eventuelt blod om munden, da der kan forekomme bid i tunge eller kind under anfaldet.

På grund af krampe omkring blære og endetarm kan der eventuelt komme vandladning eller afføring under anfaldet. De fleste toniske-kloniske krampeanfald varer et til to minutter. Herefter vil vejrtrækningen typisk blive snorkende, og man vil sove tungt. Man kommer langsomt til sig selv og er bagefter træt og øm i musklerne.

Toniske anfald

Ved toniske anfald bliver man pludselig stiv i hele kroppen og mister bevidstheden. Ved anfaldets start kan det lyde som om, man skriger, fordi luften trykkes ud af lungerne og forbi stemmelæberne. Hvis man står op, mister man balancen og falder. Toniske anfald er ofte relativt korte, typisk cirka 10 - 15 sekunder, og man er hurtigt frisk igen.

Atoniske (astatiske) anfald

Ved atone anfald mister musklerne deres spænding. Anfaldene viser sig ved pludselig muskelslaphed, og man falder sammen. Dette medfører risiko for at slå sig voldsomt. Personer, der har denne type anfald, er derfor ofte nødt til at bruge beskyttelseshjelm.

Kloniske anfald

Gentagne rytmiske trækninger som de ses i slutfasen af et tonisk-klonisk anfald, kan optræde som en selvstændig anfaldstype.

Fokale anfald (tidligere partielle)

Ved fokale anfald er den epileptiske aktivitet kun i den ene del af hjernen. Ved denne type anfald kan personen i nogle tilfælde bevare bevidstheden og være vågen under anfaldet - i andre tilfælde bliver bevidstheden påvirket så personen med epilepsi ikke er kontaktbar og ikke registrerer, hvad der foregår under anfaldet. Anfaldene kan vise sig som eksempelvis: føleforstyrrelser, muskeltrækninger, syns- eller høreforstyrrelser, mavesmerter, kvalme, spytflåd og sved, psykiske symptomer med for eksempel pludselige angstanfald el lignende.

Fokale anfald kan være meget korte eller vare i flere minutter. I nogle tilfælde vil et fokalt anfald kunne udvikle sig til et generaliseret anfald. Oftest vil det så udvikle sig til et generaliseret tonisk-klonisk-anfald. I sjældne tilfælde kan man have et fokalt status, hvor anfaldet ikke stopper af sig selv.

Fokale anfald uden påvirket bevidsthed

Disse anfald varierer meget afhængig af, hvilket område i hjernen de udspringer fra. Anfaldene kan f.eks. vise sig som ryk i en hånd, en bestemt fornemmelse i benet, underlig smag, lugt eller et sug i maven. Enkelte har også psykiske symptomer som angst, latter eller hallucinationer. Fælles for denne anfaldstype er at bevidstheden hele tiden er bevaret. Anfaldet varer sjældent mere end nogle få minutter, og går næsten altid over af sig selv.

Fokale anfald med påvirket bevidsthed

Som navnet siger er bevidstheden ved denne typen anfald altid påvirket. For de fleste vil dette betyde, at de ikke husker noget fra anfaldet bagefter, nogle kan kun huske brudstykker. Man falder sjældent ved denne typen anfald, men vil ofte vise automatismer, som er bevægelser uden viljestyring. Eksempler på automatismer kan være grimasser, tyggebevægelser og smasken, pillen ved tøjet, eller at man går eller løber uden mål og retning. Efter anfaldet er personen oftest forvirret, og vil være i en reorienteringsfase.

Status epilepticus

Ved status epilepticus forstås en tilstand, hvor anfaldet ikke (som sædvanligt) ophører spontant, men fortsætter så længe, at der opstår alvorlig fare for patientens liv eller for blivende hjerneskader.

Status epilepticus opstår enten: 

  • når de mekanismer i hjernen, der sædvanligvis sørger for at anfald stopper, ikke længere virker, eller
  • når et anfald påvirker mekanismer i hjernen, der medfører at et anfald fortsætter

Risikoen for at et anfald fortsætter, er afhængig af anfaldstype.

  • Når et generaliseret tonisk klonisk anfald har varet 5 minutter, er der stor sandsynlighed for at det ikke stopper af sig selv og forsætter til status epilepticus. 
  • Når et fokalt anfald med påvirket bevidsthed eller en absence har varet i 10 minutter, er der stor sandsynlighed for at anfaldet ikke stopper af sig selv og fortsætter til status epilepticus.

Risiko for hjerneskade er altid til stede i forbindelse med et epileptisk anfald og jo længere tid de varer, desto større risiko. Generelt set anser man 30 minutter for en kritisk varighed for at et epileptisk anfald kan medføre hjerneskade.

Man behøver ikke have epilepsi for at få status epilepticus. Status epilepticus er i mange tilfælde det første tegn på hjerneblødninger, blodpropper eller svulster i hjernen. Men epilepsi er dog en stor enkeltstående risikofaktor for status epilepticus. Enhver anfaldstype kan udvikle sig til status epilepticus. Der skelnes mellem: Konvulsivt status (med kramper) og Non-konvulsivt status (uden kramper).

Psykogene non-epileptiske anfald

PNES er en forkortelse af de engelske ord Psychogenic Non-Epileptic Seizures. Anfaldene ligner og forveksles med epileptiske anfald og blev tidligere kaldt Pseudoanfald. Anfaldene kan forekomme hos både børn, voksne, hos mennesker der har epilepsi, har haft epilepsi og atter igen hos mennesker der ikke har og aldrig har haft epilepsi. PNES-anfald kan være forskellige fra gang til gang og kan være uhyre vanskelige at skelne fra egentlige epiletiske anfald blot ved at iagttage dem. PNES kan dog skelnes fra de egentlige epileptiske anfald ved EEG-måling under anfald.

Anfaldene er lige så indgribende i det enkelte menneskes hverdag som egentlige epileptiske anfald. Behandlingen er en specialistopgave og vil ofte involvere psykologer og psykiatere, foruden neurologer/børnelæger.

Læs artiklen "PNES" - hvad er nu det? Om udredning og behandling af Funktionelle Non-Epileptiske anfald, Nyt om Epilepsi, Kirsten Juul, 2008.

Feberkramper

Feberkramper ligner de kramper, der optræder ved epilepsi, men har yderst sjældent noget med sygdommen at gøre.

Krampeanfaldet starter med, at barnet mister bevidstheden, og kort efter bliver kroppen samt arme og ben helt stive. Hovedet bøjer bagover, hvorefter der kommer rykvise trækninger i arme og ben. Huden bliver bleg - eventuelt blålig.

Anfaldet slutter efter få minutter og trækningerne ophører. Barnet bliver helt slapt, og den normale kulør og bevidstheden vender langsomt tilbage. Nogle børn vågner hurtigt, mens andre er sløve og døser i lang tid.

Feberkramper opstår hvis temperaturen stiger brat og hurtigt. Feberkramper opstår som regel kun i løbet af de første tre til fire leveår. Alle børn kan blive ramt af feberkramper, men det er kun nogle få procent, der får det. Muligvis skyldes det, at de har en medfødt lavere krampetærskel. Det vil sige, at der ikke skal så meget til at provokere de centre i hjernen, hvorfra kramperne udløses.

Feberen opstår i forbindelse med de infektioner, som alle børn får under opvæksten - især luftvejsinfektioner og børnesygdomme.

Aura og forvarsler

Nogle mennesker med tonisk kloniske krampeanfald oplever et forvarsel om, at et anfald er på vej. Nogle har oplevelsesfænomener, en såkaldt aura før anfaldet starter. Aura kan forekomme i så god tid før anfaldet, at det giver personen med epilepsi mulighed for at lægge sig ned og på den måde forhindre at falde i forbindelse med anfaldet.

Typen af aura varierer fra person til person, idet aura i virkeligheden er et fokalt anfald, for eksempel ændring af personens kropstemperatur, en følelse af anspændthed eller angst, en mærkelig smag eller lugt, selv musikalske lyde eller visuelle forstyrrelser. Aura efterfølges oftest af et tonisk klonisk krampeanfald.

Nogle fornemmer en følelse af tunghed, depression, bliver mere irritable eller har en generel følelse af ikke helt at være dem selv før et anfald. Ligesom det modsatte kan forekomme, at personen oplever en øget aktivitet og et påfaldende godt humør.

Disse symptomer kan forekomme i timer eller dage før anfaldet kommer og kaldes for prodromer. Man kender ikke årsagen til disse symptomer.

Psykiske symptomer i forbindelse med anfald

Mange mennesker med epilepsi mærker det epileptiske anfald komme nogen tid i forvejen og skal bruge tid på at komme sig efter anfaldet. I disse faser kan der vise sig psykiske symptomer, der som hovedregel optræder som et fast mønster omkring anfaldet.

Før et epileptisk anfald

I minutterne før eller få dage før et epileptisk anfald kan personen med epilepsi mærke, at anfaldet er på vej. Personen bliver måske mere irritabel eller bange, humøret svinger frem og tilbage. Personen kan være glad eller trist. Han eller hun kan blive overvældet af mærkelige forestillinger og tanker, eller kan begynde at slå, skubbe, sparke eller bide andre.

Symptomerne forud for et epileptisk anfald vil som regel høre op, når selve anfaldet går i gang. Derfor oplever den berørte selv, men undertiden også omgivelserne, at anfaldet komme som en lettelse.

Under et epileptisk anfald

Et ud af tre mennesker med epilepsi er bange lige før eller i begyndelsen af et epileptisk anfald. Mange er bange, fordi anfaldet i sig selv er meget skræmmende. Det kan f.eks. være, at de ser døde mennesker eller føler sig forfulgt. Andre er bange, fordi de frygter for, hvad der kommer til at ske med dem under anfaldet.

Under det epileptiske anfald kan nogle føle stærk frygt eller angst. Frygten føles ofte unaturlig, men er samtidig en meget stærk følelse. Måske ser den pågældende syner eller hører lyde samtidig. Ofte kan omgivelserne opleve, at den anfaldsramte trækker vejret meget hurtigt, at pulsen stiger, og at han eller hun sveder eller rødmer. Der kan også forekomme kvalme eller en opadstigende fornemmelse i mellemgulvet.

Anfald med frygt og lignende er som oftest en anfaldstype, hvor personen er ved fuld bevidsthed. Ikke alle kan kende forskel på en almindelig følelse af angst og den angstfølelse, der er et led i et epilepsianfald. De kan derfor tro, at de ikke har et epileptisk anfald, men simpelthen blot er bange.

Hvis et menneske bliver meget panisk under et epileptisk anfald, kan han eller hun få en følelse af at være uvirkelig, eller at verden udenom er uvirkelig.

En del mennesker har indbildte lugte-, smags-, høre-, eller synsoplevelser under et epileptisk anfald. Nogle har forfølgelses- eller vrangforestillinger, mens andre kan få storhedsvanvid. Sådanne anfald kan minde om skizofreni eller mani.

I sjældne tilfælde kan nogle epilepsiramte begynde at råbe, spytte eller skubbe under et anfald. Nogle kan også tabe eller kaste med genstande, de havde i hænderne, da anfaldet begyndte. Det er kendetegnende for en person, der er aggressiv under et epileptisk anfald, at aggressionerne ikke er særligt målrettede.

Der kan også følge enkelte positive oplevelser med et epileptisk anfald. Det kan f. eks. være seksuelle sanseoplevelser, behageligt humør, religiøse følelser, eufori, glæde, latter og overvældende oplevelser, f. eks. af en højeste harmoni, sammenhæng eller mening.

Efter det epileptiske anfald

Når det epileptiske anfald er overstået, kommer mange tilbage til deres gamle jeg med det samme. Andre fungerer psykisk og fysisk dårligere end normalt og kommer sig ikke fuldt ud i timer, dage og nogle gange uger efter anfaldet. De er forvirrede, omtumlede og ikke ret opmærksomme på, hvad der foregår omkring dem. Nogle kan græde, være urolige eller ophidsede, råbe eller skrige. Nogle kan være angste, frygtsomme eller voldelige. Mange husker kun dårligt, hvad der er sket, hvem de selv er, eller hvor de er.

I denne fase kan omgivelserne fremprovokere negative reaktioner. Det kan f.eks. ske, hvis en flok mennesker er forsamlet omkring begivenheden, eller hvis den anfaldsramte af den ene eller anden grund bliver holdt fast. Det sker temmelig ofte, at mennesker der er forvirrede efter anfald bliver voldsomme. Volden er dog som regel ikke bevist rettet mod nogen eller noget. Typisk er den pågældende person ikke voldelig normalt. Vedkommende vil almindeligvis heller ikke kunne huske sine handlinger bagefter. Nogle gange bliver vedkommende voldelig, fordi vrangforestillinger eller indbildte oplevelser på en af de fem sanser virker truende.

En person, der ser ud til at være blevet klar i hovedet efter anfald, kan stadig nå at få en psykisk efterreaktion. Klynger af anfald, generaliserede kramper eller status epilepticus kan generelt øge risikoen for psykiske forstyrrelser efter et anfald.

Personen kan være trist, ligeglad eller bange efter et epileptisk anfald, deprimeret eller angst. Det følges jævnligt med psykoser eller delirium. Det kan stå på fra timer til uger efter et anfald

Behandling af psykiske symptomer i forbindelse med epileptiske anfald

Hvis de psykiske symptomer indgår som et element i den pågældende persons epileptiske anfald, kræver det som regel ikke behandling med psykofarmaka. Hvis tegnene på psykiske sygdomme optræder mellem anfaldene, bør symptomerne altid vurderes af en psykiater.

Anfaldskalender

Effekten af medicin mod epilepsi vurderes primært på, hvor mange anfald man har. Derfor er det vigtigt at registrere, hvornår man har anfald.

Da det kan være svært at huske, hvor mange anfald man har haft inden for en bestemt periode, er det en god idé at bruge en anfaldskalender til at registrere sine anfald løbende. En periode kan være et døgn, en uge, en måned, flere måneder, et år osv.

Som regel er det patienten selv eller en pårørende, der sørger for at få skrevet anfaldene op. Det er vigtigt, at det gøres kontinuerligt, idet hukommelsen nemt kommer til at spille en et puds, hvis man skal tænke en periode tilbage.

I anfaldskalenderen noteres de forskellige typer af anfald med hver deres signatur. Her ud over kan man med særlige tegn i bestemte perioder indføre forbrug af medicin, døgnrytme, menstruationscyklus og andet, som man mener kan have relation til anfald.

Ved at føre disse registreringer over en periode på flere måneder, kan det give et indtryk af, om der er tale om en sammenhæng, eller om det er et tilfældigt sammenfald.

Da man bruger anfaldsregistreringen til at måle behandlingens effekt, skal der føres anfaldskalender så længe man går til kontrol for sin epilepsi.

Sidst opdateret 07/11 2016